Der er ganske klare regler i loven om hvem der skal bruge Retskrivningsordbogen, og der er også faste bestemmelser om hvad det er den skal fastlægge. I praksis kan man dog godt komme i tvivl. Artiklen her beskriver hvem der skal følge Retskrivningsbogen hvornår, hvad den kan bruges til – og hvad den ikke kan bruges til.
Hvis man vil vide hvem der skal følge Retskrivningsordbogen, og hvad den kan bruges til, kan man finde følgende passus på Dansk Sprognævns hjemmeside, som gentager loven om dansk retskrivning:
Retskrivningsordbogen er den officielle danske retskrivningsordbog, som redigeres og udgives af Dansk Sprognævn. Retskrivningsordbogen skal følges i såvel den offentlige forvaltning som i uddannelsessystemet.
I Retskrivningsordbogen kan du finde oplysninger om hvordan ord staves og bøjes i dansk, og om dansk tegnsætning.
Men hvad betyder det i praksis? Det handler denne artikel om.
Hvem skal følge dansk retskrivning?
Den ovennævnte passus betyder at hvis du fx er ansat i et ministerie eller i en kommune, eller hvis du er skoleelev, skal du følge dansk retskrivning når du er på arbejde eller i skole. Laver du en stavefejl, eller sætter du et komma forkert, kan du få at vide at du har lavet en fejl, og blive bedt om at rette den. Skriver du som privatperson, det vil sige hvis du fx efter arbejdstid skriver en sms til et familiemedlem, eller hvis du efter skole laver et opslag på de sociale medier, må du i princippet skrive som du vil. Det er dog de færreste der gør det. Langt de fleste privatpersoner følger Sprognævnets retskrivningsregler ”på samme pligttro måde som de offentlige sprogbrugere”, som der står på lex.dk. Det skyldes bl.a. at i hvert fald visse stavefejl kan medføre negative fordomme om afsenderen, fx i forhold til hvor intelligent vedkommende fremstår (Stæhr 2013; Kristiansen & Rathje 2014), men jo også at det som hovedregel letter kommunikationen hvis vi staver på (næsten) samme måde.
Hvad kan man med Retskrivningsordbogen i hånden?
Retskrivningsordbogen oplyser om hvordan ord staves og bøjes i dansk, om hvordan man sætter kommaer og punktummer, om hvornår man skriver med store bogstaver osv. Men ingen ordbog er udtømmende, og der er således tusindvis af ord der ikke findes i Retskrivningsordbogen, ligesom der er eksempler på kommatering og brug af store begyndelsesbogstaver som ikke er nævnt eksplicit i ordbogen. At man ikke kan finde et bestemt ord i ordbogen, er ikke ensbetydende med at et sådant ord ikke må bruges, eller at der ikke er tale om et ”godt” eller ”korrekt” ord. Det betyder heller ikke at man må stave og bøje sådanne manglende ord som man vil. Når ordbogen oplyser at keyaccountmanager skrives i ét ord og i flertal hedder keyaccountmanagere, må man selv udlede at changemanager også skal skrives i ét ord, og at det hedder changemanagere i flertal. Tilsvarende må man også selv udlede at Nordvestkvarteret, der betegner et bestemt område i København, er et proprium og derfor skal skrives med stort begyndelsesbogstav.
Selvom vi opdaterer ordbogen en gang om året med flere hundrede opslagsord, og selvom vi også med jævne mellemrum opdaterer reglerne, fx med nye eksempler, vil der til stadighed være ord som man ikke kan finde i ordbogen, ligesom der til stadighed vil være eksempler på ord og ordforbindelser som reglerne ikke omhandler eksplicit. Derudover kan retskrivningsreglerne til tider være vanskelige at forholde sig til fordi de ikke altid kan give et eksplicit svar, fx på hvornår noget er et proprium, og hvornår det ikke er – hedder det fx julemanden eller Julemanden? Er man i tvivl, er man altid velkommen til at ringe til Sprognævnets spørgetelefon, hvor vi gerne hjælper med råd og vejledning i forhold til ordbogens regler og eksempler. Bliver vi opmærksomme på mangler i ordbogen, noterer vi dem med henblik på at gøre ordbogen mere fyldestgørende i en senere udgave, og er der tale om stavemåder som vi forudser kan volde mange problemer, bringer vi ofte en artikel eller et spørgsmål-svar om emnet i Nyt fra Sprognævnet. Det gælder fx stavemåden af grøn trepart, som er med i dette nummer.
Hvad kan man ikke med Retskrivningsordbogen i hånden?
Dansk Sprognævn skal fastlægge dansk retskrivning. Dog har vi ingen lovhjemmel til at afgøre om skrivemåder der omhandler fx typografi og layout, er korrekte eller ej. Der er således ingen regler der siger at man ikke må skrive alle bogstaver i en skoleopgave eller et lovforslag med lutter store bogstaver, med kursiv eller med skrifttypen Old English Text MT, måske yderligere i forskellige punktstørrelser. Der er imidlertid konventioner, og der er viden om hvad der er klar og effektiv kommunikation, og det forholder vi os til når vi rådgiver. I de konkrete tilfælde vil vi fx sige at det ikke øger læsbarheden at skrive med Old English Text MT eller med kursiv, og så vil vi råde til at man lader være. Men retskrivningsmæssigt forkert er det altså ikke.
Der er også andre områder hvor man ikke med Retskrivningsordbogen i hånden kan sige om noget er forkert eller ej. Retskrivningsordbogen har fx ingen regler om at det hedder mig og ikke jeg i en sætning som gaven var til min kone og mig, jf. Hartling 2026, men man kan dog udlede et svar af et eksempel som Nu(,) du er derhenne, kan du så ikke tage en kop med til mig? i ordbogens § 50, hvor vi altså bruger mig og ikke jeg.
Konklusionen er at Retskrivningsordbogen kan bruges til rigtig mange ting, men at den ikke tager højde for al skriftlig kommunikation, og at der i øvrigt er mange dele af befolkningen der ikke er forpligtet til at følge den, ligesom der er mange kommunikationssituationer hvor man ikke behøver at følge den. I praksis følges dens regler og paragraffer dog som hovedregel af langt de fleste sprogbrugere, også der hvor ordbogen kun kan give gode råd og vejledning.
Litteratur
Hartling, Anna Sofie (2026). Mange kilo fraværende bøjningsendelser i Retskrivningsordbogen. I: Nyt fra Sprognævnet 2026/1.
Jacobsen, Henrik Galberg: retskrivning i Lex på lex.dk. Hentet 2. februar 2026 fra https://lex.dk/retskrivning.
Kristiansen, Anna & Marianne Rathje (2014). ”Det kommer an på hvilken stavefejl det er”. Unges holdninger til stavefejl i nye medier. I: NyS – Nydanske Sprogstudier 46, 2014, s. 103-131.
Stæhr, Andreas (2013). ”Languaging on the Facebook wall – emergent norms of language use on Facebook”. I: Max Spotti, Karel Arnaut, Jens Normann Jørgensen & Martha S. Karrebæk (red.). Language and Superdiversity. Routledge.
Vil du citere denne artikel?
Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste:
Andersen, Margrethe Heidemann, 2026: Hvad kan man bruge Retskrivningsordbogen til – og hvad kan man ikke bruge den til?. I: Nyt fra Sprognævnet 2026/2.
Usignerede artikler og artikler med initialer giver udtryk for Sprognævnets mening. Artikler med navn giver ikke nødvendigvis i enhver henseende udtryk for Sprognævnets mening.
ASH
Anna Sofie Hartling
ESJ
Eva Skafte Jensen
JNM
Johanne Niclasen Mortensen
JS
Jørgen Schack
KLD
Kirsten Lindø Dolberg-Møller
KLHK
Kasper Lind-Hansen Kristjansson
MHA
Margrethe Heidemann Andersen
MR
Marianne Rathje
ORJ
Oliver Rix Johannsen
PJH
Peter Juel Henrichsen
THA
Thomas Hestbæk Andersen
TW
Thomas Widmann
WIC
Winnie Collin
Festskrift til Eva Skafte Jensen på 60-årsdagen 9. marts 2026.
Seniorforsker, dr.phil. Eva Skafte Jensen fyldte 60 år 9. marts 2026. Det markerer Dansk Sprognævn med udgivelsen af festskriftet Grundigt nysgerrig, der indeholder en lang række fagligt stærke og forskningsmæssigt aktuelle artikler om dansk kultur, sprog og sprogbrug, skrevet af ansatte fra forskningsmiljøer i Danmark såvel som i udlandet. Festskriftets faglige indhold spænder vidt – fra artikler om semiotisk analyse af dansk kasus til generative argumenter for VP-generering af subjekter, fra historiske studier af sætningens yderpladser til funktionelle undersøgelser af sætningsadverbialer i interaktion. Dertil kommer artikler om ordforrådsstudier og navneforskning, om retskrivningsregler og sprogformidling, om korpusstruktur og emojipragmatik, om tekst-tolkning og tegnsætning og meget mere.
Udgivelsesdato: 9. marts 2026 ISBN: 978-87-89410-94-4 Dansk Sprognævns skrifter 56 ISSN: 0415-0155 Sider: 648 Vejledende pris: 399 kr. inkl. moms Bogen kan købes hos boghandleren
I 1962 fastslog Dansk Sygeplejeråd at ”en udøver af sygeplejegerningen er en sygeplejerske, uanset køn” (Jarvad 1995: 50). I dag, 64 år senere, er det ukontroversielt for de fleste at også mænd kan være sygeplejersker.
Men da Dansk Sygeplejeråd fremsatte sit forslag om at bruge denne titulatur for begge køn, var det langtfra ukontroversielt. I 1961 bemærkede den daværende formand for Dansk Sprognævn, Paul Diderichsen, følgende i et brev fra Sprognævnet til Indenrigsministeriet: ”Det er hidtil uset at den fælles titel er et ord som klart udtrykker hunkøn, og det er derfor i strid med almindelig dansk sprogbrug når sygeplejerske bruges om mænd, specielt må tiltaleformen hr. sygeplejerske virke burlesk” (citeret efter Jarvad 2014: 219). Brugen af et ord med endelsen ‑ske om både kvinder og mænd er da også et enestående eksempel, og den nyere brug af sygeplejerske om også mandlige udøvere af faget er ekstra interessant fordi den opstod i en tid hvor brugen af endelser som udtrykker hunkøn, var under hastig afvikling.
Ord med feminine endelser i Retskrivningsordbogen
I den seneste udgave af Retskrivningsordbogen (herefter: RO 2025) finder man knap 100 ord der er forsynet med en endelse som angiver at den person eller (i sjældne tilfælde) det dyr som ordet betegner, er af hunkøn (om de enkelte endelsers etymologi, se Rathje & Isen 2024).
Ord med endelsen -inde
Størsteparten af ordene med feminine endelser, i alt 49, ender på ‑inde. En del af disse ord er stadig almindelige og vistnok upåfaldende for de fleste sprogbrugere, fx elskerinde, grevinde, heltinde, svigerinde, veninde, værtinde. Andre bruges stadig i et vist omfang, nok især af de lidt ældre sprogbrugere, bl.a. betegnelser for udøvere af visse kunstneriske professioner, fx sangerinde og skuespillerinde. Rathje & Isen (2024) har undersøgt sprogbrugernes holdninger til ordene lærerinde, skuespillerinde, sangerinde og veninde, og det viser sig, ikke overraskende, at undersøgelsens unge respondenter (18-30 år) har en mere negativ holdning til disse ord end de ældre respondenter (61-70 år). Ordet veninde adskiller sig i øvrigt fra lærerinde, skuespillerinde og sangerinde på ét bestemt punkt; det lader nemlig til at ”et afgørende aspekt i forbindelse med om man bruger ordparret ven/veninde, ikke nødvendigvis har med køn at gøre, men med hvilken relation man har til hinanden” (Rathje & Isen 2024: 17). Brugen af veninde afspejler altså, i modsætning til brugen af fx skuespillerinde, ikke nødvendigvis udelukkende referentens køn, men kan også afspejle graden af intimitet i en relation: Veninde er for nogle unge mere intimt (dvs. udtrykker en højere grad af nærhed) end ven.
Enkelte af ordene på ‑inde kan i dag virke noget bedagede fordi de tilsvarende ord uden endelsen ‑inde stort set er blevet enerådende, fx bestyrerinde > bestyrer, eller fordi kvinder ikke længere omtales og tituleres ud fra deres ægtemænds profession eller position i samfundet, fx konsulinde, pastorinde. I historiske kontekster fungerer altmodisch klingende ord som de sidstnævnte selvfølgelig stadig glimrende; hvem husker ikke konsulinde Holm fra Matador? Tilbage har vi en lille gruppe ord som betegner kvindelige skikkelser fra litteraturen og kulturhistorien, fx hyrdinde,præstinde, vestalinde. Sådanne kulturhistorisk vigtige ord synes ikke at have nogen udløbsdato. Kønnet er her væsentligt, og i et tilfælde som vestalinde (en præstinde i antikkens Rom; i overført betydning: kysk kvinde) findes der ikke noget leksikalsk mandligt modstykke. En tilsvarende langtidsholdbarhed er kendetegnende for visse ord i de følgende grupper.
Ord med endelsen -ske
Den næststørste gruppe af ord med feminine afledningsendelser er ordene på ‑ske. Dem er der 25 af i RO 2025. Kun enkelte af dem er stadig gængse, nemlig sundhedsplejerske, sygeplejerske (med sammensætninger som afdelingssygeplejerske og skolesundhedsplejerske) og – i nogen grad – syerske. Resten af ordene på ‑ske vil de fleste nok opfatte som gammeldags, og da der ikke er tale om kulturhistorisk vigtige ord (a la præstinde ovenfor), kunne de nok undværes i en ordbog som primært skal beskrive ”rigssprogets almindelige ordforråd”. Det gælder ord som fx indehaverske, kassererske, naboerske, tiggerske.
Ord med endelserne ‑esse, ‑ette, ‑ine, ‑isse, ‑trice og ‑øse
De sidste ca. 25 ord med feminine afledningsendelser i RO 2025 er ord som ender på ‑esse, ‑ette, ‑ine, ‑isse, ‑trice og ‑øse. Ordene på ‑esse er i det store og hele stadig levende; det gælder fx titler som prinsesse og komtesse og professionsbetegnelsen stewardesse. Et enkelt ord er i ordbogen forsynet med brugsmarkøren ”ældre”, nemlig maitresse (elskerinde).
-ette
Af ordbogens fire ord på ‑ette er kun brunette stadig forholdsvis almindeligt. Ordet er som bekendt modstykket til blondine (se nedenfor), men har ikke samme kedelige bibetydninger som det sidstnævnte ord kan have (jf. Den Danske Ordbog: ”kvinde med naturligt lyst hår eller med afbleget hår – forbindes ofte med ungdom og skønhed, med seksualitet eller med dumhed).” De resterende tre ord, kokette (letlevende ung kvinde), soubrette (ung, slagfærdig kammerpige i et teaterstykke e.l.) og suffragette (engelsk kvindesagsforkæmper fra begyndelsen af 1900-tallet) er enten historiske eller litterære. Et enkelt ord ender på -let, som egentlig er en engelsk diminutivendelse, nemlig starlet (ung skuespillerinde som er kendt for sit gode udseende snarere end sit skuespillertalent). Det er sigende for det traditionelle kvindesyn at dette og flere andre ord med en nedsættende valør ikke har noget mandligt modstykke.
-trice
Ordene på ‑trice er for størstedelens vedkommende både sjældne og forældede, fx aktrice (skuespillerinde, markeret som ”ældre”), defektrice (ældre betegnelse for en kvindelig apoteksassistent). Ord som ekspeditrice og servitrice kan stadig høres hos ældre sprogbrugere. I de allerfineste kredse kan man endnu skelne mellem protektorer og protektricer, men i dag bruges protektor undertiden også om kvinder, selv kongelige kvinder.
-ine
Kun et par af ordene på ‑ine hører til det almindelige ordforråd, nemlig kusine og blondine. I jobannoncer kan man stadig støde på ordet piccoline, selv om det i mange år har været ulovligt at angive at der søges efter eller foretrækkes personer af et bestemt køn. Også studine bruges stadig i et vist omfang, men det har ofte en spøgende eller lidt kælen valør. Konkubine (elskerinde) er ligesom maitresse markeret som ”ældre”; begge bruges kun om historiske forhold. Ordet abonnine (kvindelig abonnent, især om ældre kvinde med sæsonkort til Tivoli) er født som et spøgende ord.
-isse
Ordbogens to ord på -isse, abbedisse og diakonisse, er sjældne, men lever i bedste velgående. I tilfældet abbedisse (forstanderinde for et nonnekloster) er kønnet jo nok så væsentligt. Diakonisser kan i dag også kaldes diakoner ligesom deres mandlige kolleger, men det er så vidt vi kan skønne, stadig almindeligt at skelne sprogligt mellem kønnene i dette tilfælde.
-øse
Endelig er der ‑øserne. Dem er der fire af i RO 2025: intimmassøse, massøse, millionøse og suffløse. Ordene bruges stadig i et vist omfang; de to førstnævnte vel fordi kønnet her – ligesom i tilfældet elskerinde – kan spille en væsentlig rolle. I teaterkredse kan der stadig skelnes mellem sufflører og suffløser, men vistnok især i beskrivelser af lidt ældre forhold. Ordet millionøse (kvindelig millionær) er ifølge Den Danske Ordbog oprindelig en spøgende dannelse til millionær, i analogi med bl.a. massøse og suffløse, og i aviserne optræder det da også ofte i lettere spøgende omtaler af personer i film, tv og romaner, fx ”Den excentriske millionøse [Erna Hamilton] er en af mine yndlingskarakterer” (Berlingske 26.5.2019).
Ændringer fra 1955 til i dag
Som det er fremgået, er nogle af RO 2025’s ord med feminine afledningsendelser mere eller mindre forældede (og uden tydelig kulturhistorisk værdi), og de kunne derfor nok tages ud af ordbogen uden at mange ville savne dem. Det er dog ikke sådan at retskrivningsordbogsredaktører nærer modvilje mod at rydde op i afdelingen for ‑esser, ‑inder, ‑tricer osv. Det er faktisk sket løbende siden 1955, hvor Sprognævnet blev oprettet og overtog ansvaret for at redigere og udgive Retskrivningsordbogen. Retskrivningsordbogen fra 1955 (RO 1955), som var færdigredigeret da Sprognævnet overtog opgaven, indeholder et stort antal ord af den her omtalte type, og mange af dem er helt forældede i dag. Ca. 110 af disse ord optræder ikke i RO 2025. Langt de fleste (knap 100) af de udgåede ord ender på ‑inde og -ske.
-inde i RO 1955
Blandt de udgåede ord på -inde er der mange indbyggerbetegnelser og betegnelser for kvindelige medlemmer af forskellige folkeslag, fx finlænderinde, italienerinde, spanierinde; københavnerinde, pariserinde; jødinde, mulatinde. Pariserinde bruges stadig af og til, bl.a. i omtaler af personer i film mv., fx ”I en af sine seneste film, ’Gensynet’, spiller Deneuve en aldrende pariserinde, der lever livet” (Politiken 21.10.2018). Jødinde bruges ikke længere om nutidige forhold, men mange kender ordet fra litteraturen, fx jødinden (ikke jøden) Rebecca fra Walter Scotts roman Ivanhoe. Resten af de ovennævnte ord virker vel decideret gammeldags. Derudover drejer det sig mest om betegnelser for udøvere af forskellige professioner, fx damefrisørinde, telefonistinde, og betegnelser som angiver ægtemandens profession, fx generalinde, professorinde (jf. konsulinde og pastorinde ovenfor).
-ske i RO 1955
Størsteparten af de udgåede ord på -ske er professionsbetegnelser, fx bogholderske, ledvogterske, strikkerske. Af andre ord kan nævnes genboerske (jf. det omtrent lige så forældede naboerske i RO 2025), husejerske, landstrygerske, livsledsagerske. Kun det sidstnævnte ord bruges stadig i et vist omfang, vel fordi det her kan være væsentligt at fremhæve personens køn.
-ette, -ine, -trice og -øse i RO 1955
Tilbage blandt de udgåede ord har vi en lille håndfuld på -ette, -ine, -trice og -øse. Ordet pjerrette (kvindeligt modstykke til pjerrot, kvinde i pjerrotkostume) savner vel de færreste. Derimod kunne det emnemæssigt nærtbeslægtede kolumbine (munter ung kvindetype i den italienske maskekomedie) egentlig have samme ret til at blive stående i ordbogen som de andre sjældne, men langtidsholdbare kulturhistoriske ord der er nævnt ovenfor. Mange kender kolumbine brugt som proprium fra forestillinger i Tivolis pantomimeteater, hvor Kolumbine optræder som Harlekins kvindelige modstykke (og substantivet harlekin står faktisk i RO 2025). De udgåede ord på -trice og -øse er overvejende professionsbetegnelser, fx billettrice, restauratrice; brodøse, filmøse. Ifølge Ordbog over det danske Sprog (bind 4, 1922) er filmøse (filmskuespillerinde) især blevet brugt spøgende. Vi gætter på at det har haft omtrent samme valør som starlet har i dag.
En naturlig udvikling
Som det er fremgået, er der blevet luget grundigt ud i Retskrivningsordbogens inventar af ord med feminine afledningsendelser, og i den næste udgave af ordbogen vil der måske være færre end i den nuværende. De fleste sprogbrugere vil sikkert opfatte denne udvikling som naturlig – størsteparten af de ovennævnte ord på ‑inde, -ske osv. er jo gået af brug og hører derfor ikke hjemme i en ordbog hvis ordstof primært skal afspejle rigssprogets almindelige ordforråd (jf. ovenfor). Det er interessant at afviklingen af sådanne ord til fordel for en kønsneutral brug af de tilsvarende ordformer uden en feminin afledningsendelse (bestyrerinde > bestyrer osv.) finder sted samtidig med at vi sprogbrugere og/eller ordbøgerne indfører alternativer til en del af de personbetegnelser som ender på -mand, fx ophavskvinde som alternativ til ophavsmand. En del ord på ‑mand får derudover et kønsneutralt alternativ der ender på -person, og vi har i sådanne tilfælde tre muligheder ifølge Retskrivningsordbogen, fx talskvinde/talsmand/talsperson (læs mere om denne udvikling i Andersen 2024 og 2025, Kirchmeier 2021 og Rathje & Isen 2024).
Referencer
Andersen, Margrethe Heidemann (2024). ’Finanskvinde’, ’karrieremand’ og ’gerningsperson’. I: Nyt fra Sprognævnet 2024/1, s. 2-5.
Andersen, Margrethe Heidemann (2025). ’Afholdskvinde’, ’ankerkvinde’ og ’redningskvinde’ – hvorfor skal sådanne ord være i Retskrivningsordbogen? I: Nyt fra Sprognævnet 2025/1, s. 18-22.
Jarvad, Pia (1995). Nye ord - hvorfor og hvordan? Gyldendal, København.
Jarvad, Pia (2014). Spørg om sprog – 40 år i Sprognævnets tjeneste. Dansk Sprognævns skrifter 44. Dansk Sprognævn, København.
Kirchmeier, Sabine (2021). Ikke en kinapersons chance? Om sammensætninger med ‑mand, ‑kvinde og ‑person. I: Margrethe Heidemann Andersen & Eva Skafte Jensen (red.): Med fornøden agtelse. Festskrift til Jørgen Schack på 60-årsdagen 14. maj 2021. Dansk Sprognævns skrifter 52. Dansk Sprognævn, Bogense, s. 197-207.
Rathje, Marianne & Lea Elias Isen (2024). ’Sangerinde’, ’bedemand’ og ’forperson’. Holdninger til kønnede endelser i dansk. I: Nyt fra Sprognævnet 2024/3, s. 2-21.
RO 1955 = Retskrivningsordbog. Udgivet af Dansk Sprognævn. Gyldendal, København.
RO 2025 = Retskrivningsordbogen 5.1. Redigeret og udgivet af Dansk Sprognævn. ro.dsn.dk.
Farlige ord
Overskriften Farlige ord er temaet for en række artikler som bringes i dette og kommende numre af Nyt fra Sprognævnet i 2026.
Med ”farlige ord” menes i denne sammenhæng ord som tilhører det identitetspolitiske område, og som i en eller flere henseender kan opfattes som kontroversielle, dvs. ord som fx brun, bøsse, eskimo, etnisk, hudfarvet, indianer, slave(gjort).
Vil du citere denne artikel?
Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste:
Rathje, Marianne & Jørgen Schack, 2026: Farlige ord: -inder, -tricer og -øser mv. Om substantiver med feminine afledningsendelser i Retskrivningsordbogen. I: Nyt fra Sprognævnet 2026/2.
Jeg er i tvivl om om det hedder et utilfredst barn eller et utilfreds barn. Det bør vel være et utilfredst barn fordi barn jo er intetkøn, men jeg synes ikke formen uden -t, altså et utilfreds barn, lyder forkert. Kan man måske bruge begge dele?
!
Det korte svar er at begge former kan bruges. Formen med -t er i udgangspunktet ukontroversiel, for adjektiver bøjes jo normalt efter kønnet på det substantiv det lægger sig til: en sund baby, et sundt spædbarn, sunde forældre. Aage Hansen skriver da også i Vort Vanskelige Sprog (Grafisk Forlag, 1965, s. 90) at manglende kongruensbøjning, altså bøjning hvor der ikke er overensstemmelse mellem adjektivets bøjning og kønnet på det ord det lægger sig til, ofte træffes i talesproget (og i dialekt), men ”den tilstedes ikke adgang til skriftsproget undtagen i gengivelse af talesprog. Især mangler -t hvor vi har sammenstød af 3-4 konsonanter: et vis sted (talesprog) overfor et vist sted (skriftsprog)”. På den baggrund kan det kun hedde et utilfredst barn. Denne form strider imidlertid mod oplysningerne i Ordbog over det danske Sprog, hvor man under opslaget tilfreds oplyses om at tilfreds i intetkøn har samme form som i fælleskøn, om end man kan finde -t i skriftsprog. Det angives dog også at -t-formen ikke er særligt almindelig. Ordbog over det danske Sprog siger altså at det – også i skriftsproget – normalt hedder et tilfreds barn (og tilsvarende et utilfreds barn).
Uoverensstemmelse mellem oplysningerne i Ordbog over det danske Sprog og i Vort Vanskelige Sprog kan skyldes at Aage Hansen udtaler sig generelt om kongruensbøjning. Mange af de eksempler han giver på talesprogets -t-løse former, er vi ikke i tvivl om skal have -t i skriftsprog, fx et blankt afslag (ikke et blank afslag) og et halvt rugbrød (ikke et halv rugbrød). Med andre ord er det måske (u)tilfreds der opfører sig lidt anderledes end mange andre adjektiver i intetkøn. Kigger vi på den faktiske sprogbrug, viser en søgning i avistekster fra omkring 2000 at formen uden -t er mest udbredt og forekommer i eksempler som et utilfreds personale og et utilfreds støtteparti. Der forekommer også former med -t, fx et utilfredst udtryk, men de er altså mindre hyppige.
Konklusionen må derfor blive at det altid er korrekt at sætte -t på tilfreds/utilfreds når det lægger sig til et ord i intetkøn, men at det mest upåfaldende vil være formen uden -t, altså et utilfreds barn.
MHA
Grøn trepart
?
Skal grøn trepart skrives med stort eller lille begyndelsesbogstav, og skal man sætte bindestreg når det indgår i en sammensætning?
!
Man skal skrive grøn trepart med lille begyndelsesbogstav da det er et appellativ snarere end et proprium. Det gælder også som titel: minister for grøn trepart. Det kan dog naturligvis indgå i proprier hvor det skrives med store begyndelsesbogstaver, fx Ministeriet for Grøn Trepart.
Generelt er vi på dansk tilbageholdende med at bruge store bogstaver. Vi skriver eksempelvis store bededag, udenrigsministeren og den nordlige polarkreds.
I sammensætninger skal man sætte bindestreg, fx den grønne treparts-aftale el. grønne treparts-forhandlinger, jf. § 57.7.a i retskrivningsreglerne (”I sammensætninger hvis første eller sidste led er skrevet i mere end ét ord, sættes der som hovedregel bindestreg mellem sammensætningsdelene”).
TW
Versalskrift
?
Strider det imod retskrivningsreglerne at bruge versaler i hele ord, fx i lovtekster? Flere lovtekster indledes med følgende sætning: ”VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt”, men er det egentlig forkert?
!
Brugen af versaler, som det fx ses i lovtekster, er et typografisk valg. Typografi angår teksters opsætning og dækker bl.a. valg af skrifttype og layout.
Sprognævnet normerer ikke typografi, og derfor kan brugen af versaler i konstruktioner som i ovenstående eksempel hverken hjemles eller forbydes med baggrund i retskrivningsreglernes paragraffer.
Retskrivningsordbogen indeholder regler om brug af store bogstaver i proprier (§ 61), men da denne paragraf alene omhandler stavning af proprier, kan den ikke bruges til at sige noget om versalskrift. Retskrivningsreglernes § 11, som handler om ”store og små bogstaver i tekstbegyndelse og efter tegn”, beskriver heller ikke brugen af versaler i løbende tekst.
Det strider derfor ikke imod retskrivningsreglerne at bruge versaler i denne og andre konstruktioner.
JNM
Komma efter Hej
?
Skal man sætte komma mellem Hej og et efterfølgende navn?
!
Det kommer an på sammenhængen. Hvis man vil gengive at det drejer sig om at man hilser på nogen man møder, er der tale om selvstændige sætningsdele, og så skal man sætte komma mellem udråb og tiltaleord (”Hej, Søren!”). Det fremgår af § 47.3 i retskrivningsreglerne.
Hvis man derimod skriver en e-mail eller lignende, er der tale om en indledningshilsen, og så sætter man ikke komma. Dette fremgår af eksemplerne i § 41.2.d. Hvis en sådan hilsen står på en linje for sig selv, afslutter man den hverken med punktum eller komma, men man kan valgfrit sætte et udråbstegn (”Hej Mette(!)”), jf. § 54.
TW
I det danske sprog findes et væld af nedsættende ord. En effektiv måde at nedgøre en person på er at angribe noget ved personen som det er vanskeligt at ændre, som altså er noget grundlæggende ved det pågældende menneske. Det kan være udseende, etnicitet, alder – eller køn. Det sidstnævnte ser vi nærmere på i denne artikel.
Er der flere nedsættende ord for kvinder end for mænd? En rapport fra analysebureauet Analyse & Tal (2025), hvor man har gennemgået hadtale på danske facebooksider, viser at 22 % af alle hadefulde angreb går på køn. Størstedelen af de kønnede, hadefulde kommentarer i facebookopslag, nemlig 73 %, er rettet mod kvinder, mens 27 % er rettet mod mænd. Kan denne forskel også aflæses i det danske ordforråd – har vi flere nedsættende udtryk for kvinder end for mænd i dansk?1
I den engelsktalende del af verden er det flere gange blevet hævdet at der findes langt flere nedsættende betegnelser for kvinder end for mænd (Miller & Swift 1976, Sutton 1995, Stollznow 2024). Fx skriver Stollznow (2024) at der er ”et uforholdsmæssigt stort antal nedsættende ord for kvinder” (vores oversættelse). Og det hedder videre hos Stollznow at når man ser på ordforrådet af nedsættende udtryk i engelsk, bliver det tydeligt at der omvendt findes relativt færre nedsættende betegnelser for mænd. Tilsvarende henviser Sutton (1995: 283-284) til en undersøgelse af slangord i en amerikansk ordliste som viser at næsten 90 % af de ord der vedrører kvinder, beskriver kvinder på en negativ måde. Til sammenligning er 46 % af de ord der vedrører mænd, negativt ladede. Det skal dog nævnes at en canadisk undersøgelse (James 1998) har fundet det modsatte: Da canadiske universitetsstuderende blev bedt om at observere sprogbrug og komme i tanker om nedsættende betegnelser for kvinder og mænd, viste det sig at antallet af nedsættende udtryk der refererede til mænd, var højere end antallet af nedsættende ord for kvinder.
Spørgeskemaundersøgelse om de værste ord i to generationer
Så hvordan ser det ud med vores ordforråd i dansk når det gælder nedsættende betegnelser for kvinder og mænd? I en spørgeskemaundersøgelse fra 2012 (Rathje 2012) blev ældre respondenter (65-93 år) og unge respondenter (13-14 år) bedt om at angive de værste udtryk de kender. 17 % af de ældre respondenters svar tilhørte kategorien skældsord, mens hele 68 % af de unge respondenters svar tilhørte denne kategori. Ved skældsord forstås ’ord der bruges nedsættende om en person’, og det er kun denne type ord vi omtaler her.2
I figur 1 nedenfor ses en rangliste over de hyppigst anførte skældsord i to generationer i den nævnte spørgeskemaundersøgelse (Rathje 2012):
Figur 1: De hyppigste skældsord nævnt af to generationer i spørgeskemaundersøgelse (Rathje 2012: 3).
Bemærkelsesværdigt ved de to ranglister i figur 1 er at de er præget af forholdsvis mange nedsættende ord for kvinder. I toppen af både de ældre respondenters og de unge respondenters rangliste ligger ordet luder, som traditionelt set bruges om kvinder, jf. Den Danske Ordbog: ’bruges som skældsord til eller om en kvinde’. Herudover er der blandt de hyppigst nævnte skældsord i den unge generation de kvindelige skældsord kælling, so, bitch og smatso, mens nedsættende ord for mænd på de unge respondenters rangliste kun udgøres af ét ord, nemlig bøsse.4
I det hele taget udgør nedsættende ord for kvinder hele 60 % af samtlige af de skældsord som de unge respondenter nævner i spørgeskemaundersøgelsen. Til sammenligning udgør nedsættende udtryk der traditionelt kun bruges om mænd (fx trækkerdreng), kun 12 % af de unges anførte skældsord. Nedsættende betegnelser for kvinder udgør hos de ældre respondenter 55 %, og de ældre nævner ingen skældsord der bruges udelukkende om mænd. I begge generationer synes det rapporterede ordforråd når det gælder nedsættende kønnede ord, altså at være større for kvinder end for mænd.
Nedsættende ord i Den Danske Ordbog
Resultatet af den ovennævnte spørgeskemaundersøgelse tyder altså på at der også i dansk er en overvægt af nedsættende ord for kvinder. Det har fået os til at undersøge ordinventaret i Den Danske Ordbog for at se om det samme mønster gør sig gældende her. Redaktionen på Den Danske Ordbog (Det Danske Sprog- og Litteraturselskab) har været så venlig at stille udtræk af ordbogen til rådighed. Udtrækkene består af ord der er markeret med valøren ”nedsættende” i ordbogen. Der findes givetvis nedsættende (kønnede) ord som ikke er med i Den Danske Ordbog, men vi tillader os her at betragte ordbogens inventar af ord som repræsentativt for ordforrådet som sådan. Desværre for vores undersøgelse er det ikke alle nedsættende ord i ordbogen som har valøren ”nedsættende”, bl.a. fordi man fra redaktionens side traditionelt har regnet markeringen for overflødig hvis det allerede af ordforklaringen fremgår at ordet er nedsættende, eller hvis der er tale om slang.5 Det betyder for vores undersøgelse at vi fx ikke har fået de nedsættende, kønnede ord bitch og vatpik med, eftersom disse ikke har markeringen ”nedsættende”. Uanset disse forbehold mener vi dog at Den Danske Ordbogs inventar af nedsættende kønnede ord giver et godt indblik i forholdene i dansk.
Vi modtog et udtræk af ord med markeringen ”nedsættende” fra Den Danske Ordbogs redaktion i maj 2021 og igen i november 2025. Udtrækket fra 2021 er vores primære datasæt i artiklen her, mens det nye udtræk fra 2025 tjener til at tjekke om der er sket ændringer siden det første udtræk.
Kategorisering
Udtrækket af nedsættende ord i Den Danske Ordbog (fra 2021) består af en liste på 927 ord.6 8 af disse ord havde hele 2 nedsættende betydninger, hvorfor vi samlet set går ud fra 935 nedsættende ord(betydninger). De 935 ord med valøren ”nedsættende” i Den Danske Ordbog har vi inddelt i de fem nedenstående kategorier og kodet med en markør der svarede til kategorien (hhv. 0, 1, k1, m1, 2):
0
= om ikkeperson (omfatter substantiver (fx bananrepublik, gøgl, knækprosa), adjektiver (fx skrabet, kommunal, antikveret) og verber (fx fifle, krejle, lefle))
1
= akønnet om person (omfatter substantiver (fx fremmedarbejder, københavnersnude, jødesmovs) og adjektiver (fx barnagtig, fedtet, ordinær))
k1
= kønnet om kvinde (omfatter substantiver (fx bimbo, møgfisse, rejekælling) og adjektiver (fx konet, billig, mandhaftig))
m1
= kønnet om mand (omfatter substantiver (fx bøsserøv, tøffelhelt, tøsedreng) og adjektiver (fx bøsset, kvindagtig))
2
= ikke nedsættende (hvor ordet nedsættende indgår i opslaget, men ikke beskriver opslagsordet (fx khoikhoi7)
Figur 2: Nedsættende ord i Den Danske Ordbog fordelt på kategorier.
De nedsættende ord fra ordbogen er blevet kategoriseret ud fra formuleringen i ordbogens betydningsangivelse. Står der fx ’kvinde som tilbyder samleje og andre seksuelle ydelser mod betaling’ (ved opslagsordet luder), har vi kategoriseret udtrykket som ”kønnet om kvinde” (k1), og tilsvarende har vi kategoriseret fx bøsserøv som ”kønnet om mand” (m1) eftersom der i dette ords betydningsangivelse ligeledes var anvendt en kønnet formulering: ’homoseksuel mand’. Hvis der derimod ikke er angivet en kønnet beskrivelse, som i fx ’person der (midlertidigt) bor og arbejder i et andet land end det vedkommende stammer fra’ (opslagsordet fremmedarbejder), er det pågældende udtryk kategoriseret i en af de tre øvrige ikkekønnede kategorier (her 1).
Frekvens
I tabel 1 er de nedsættende ord fra Den Danske Ordbog fordelt på hver af de ovenstående kategorier og talt op ift. frekvens:
Kategori
Antal
Procent
0 = om ikkeperson
340
36,48%
1 = akønnet om person
463
49,2 %
k1 = kønnet om kvinde
81
8,7 %
m1 = kønnet om mand
48
5,1 %
2 = ikke nedsættende
3
0,3 %
I alt
935
100 %
Tabel 1: Nedsættende ord i Den Danske Ordbog fordelt på kategorier og opgjort ift. frekvens.
I denne artikel er vi jo interesserede i nedsættende ord som er kønnede, og i tabel 1 hæfter vi os derfor ved de nedsættende ord der bruges om hhv. kvinder og mænd (k1 og m1). Som det fremgår af tabel 1, er der 81 ord blandt de nedsættende ord i Den Danske Ordbog der bruges om kvinder, dvs. 8,7 % (fordelt på 76 substantiver og 5 adjektiver), og 48 nedsættende ord om mænd, dvs. 5,1 % (fordelt på 46 substantiver og 2 adjektiver). Og forskellen på antallet af nedsættende ord om kvinder og mænd i Den Danske Ordbog på tidspunktet for udtrækket er statistisk signifikant (p < 0,01 (chi i anden-test)). Det betyder at der er signifikant flere nedsættende ord for kvinder i ordbogsinventaret i Den Danske Ordbog end for mænd, og at vi altså ud fra denne opgørelse kan sige at vi i dansk har et større vokabular når det gælder om at nedgøre kvinder, end hvis det var mænd der skulle nedgøres.
Som nævnt har vi i denne undersøgelse taget udgangspunkt i udtrækket fra 2021, men vi har som sagt også et nyt udtræk fra 2025, der giver os mulighed for at se om resultatet, dvs. at der er signifikant flere nedsættende ord for kvinder ift. mænd i Den Danske Ordbog, stadig holder. Og ikke mindst om der i løbet af de knap 5 år mellem de to udtræk fra ordbogen er sket en udvikling. 2025-udtrækket indeholder 974 nedsættende ord, så der er altså sket en samlet stigning på 39 flere opslagsord der i ordbogen er markeret med ”nedsættende”. Fra 2021-udtrækket til 2025-udtrækket er der 12 ord der ikke længere figurerer som nedsættende (fx kommunal). Ift. køn er der ikke nogen ”kvindeord” som er røget ud eller ikke længere er nedsættende, mens ”mandeordet” karl har fået fjernet sin markering som ”nedsættende” i udtrækket fra 2025. Omvendt er der 51 flere ord som i det nyeste udtræk har mærkatet ”nedsættende” ift. det tidligere udtræk fra 2021. Det er ord som enten er nye i ordbogen (fx boomer), eller som nu, dvs. i 2025, regnes for nedsættende i modsætning til i det tidligere udtræk (fx mongol).
Kigger vi på de ord der som noget nyt har fået valøren ”nedsættende”, og samtidig er kønnede, er der tilføjet et enkelt "mandeord", nemlig fuckboy, og 7 nye nedsættende opslagsord der bruges om kvinder: finke, frigid, hunkønsvæsen, møgkælling, møgluder, pulverheks og trunte. Samlet set er der dermed samme antal nedsættende ord for mænd i 2021 og 2025, mens der er kommet 7 udtryk mere i ordbogen for kvinder. Og da dette øger forskellen på kønnene, dvs. at der i 2025 er endnu flere nedsættende udtryk for kvinder i Den Danske Ordbog, bekræfter 2025-udtrækket resultatet baseret på 2021-dataene: Der er flere nedsættende ord for kvinder end for mænd i det danske ordbogsinventar, og den statistisk signifikante forskel mellem kønnene er blevet større i 2025 (p <0,001).
Kønnede normer
Og hvad er det så kvinder ikke må være når man ser på hvilke nedsættende ord der bruges om dem i ordbogen? Hvilke egenskaber kan man bruge til at nedgøre kvinder med, og hvilke kønnede normer afspejler dette? Kvinden som skrap, højtråbende og vred er den kategori af nedsættende betegnelser for kvinder som Den Danske Ordbog indeholder flest af. Det drejer sig om de nedsættende ord harpe, havgasse, hejre, kælling, matrone, strigle, rappenskralde, rejekælling, rivejern og skrappedulle. I 2025 er pulverheks yderligere tilføjet i denne kategori.
Hvis man skal dømme ud fra ordbogens inventar af nedsættende udtryk om kvinder, er det også en kønsnorm at kvinder ikke må være løse på tråden eller udfordrende. Her har ordbogen næstflest nedsættende ord om kvinder: ho, rundetrunte, billig, dulle, fisselette, let, luder, tæve og tøs. Men normen foreskriver også at kvinder skal være smukke, unge og slanke, og der er derfor også en del nedsættende ord for kvinder der er grimme, gamle, tykke og store: konet, kvabso, matrone, smatso, ko, skude, sæk, tudse, hattedame. Desuden skal kvinder helst heller ikke være udfordrede på intelligensen: bimbo, smatso, gås, ko.
Måske især i ældre tid er det blevet påtalt hvis en kvindes hygiejne ikke var tilstrækkelig, med nedsættende ord som smatso, kvabso, so, mens vi i dag nok bare kender disse betegnelser som nogle der går på om kvinder er lede og ubehagelige, ligesom betegnelserne mær, sæk og møgfisse. I 2025-udtrækket har møgluder, møgkælling og finke som nævnt fået markøren ”nedsættende”, og de kan tilføjes denne kategori, mens de i 2025-udtrækket tilføjede ord trunte og hunkønsvæsen bruges nedsættende om kvinder generelt, dvs. uden nogen medbetydninger.
Kvinder skal også leve op til normerne om at være en god mor. Ellers kan de få betegnelsen ravnemor. Hvis kvinder omvendt går for meget op i morrollen, kan de høre for det med udtrykket moderdyr. Kvinder skal heller ikke være for følsomme og risikere betegnelserne tudemarie, tudeprinsesse, tudesidse, men på den anden side kan det også være at gå imod kønsnormerne hvis kvinder træder uden for den stereotypiske, traditionelle kvinderolle og får det nedsættende mærkat mandhaftig sat på sig. Endelig kan kvinden som sexobjekt blive kaldt fisse, mens hun risikerer at få betegnelserne narrefisse og frigid (sidstnævnte fra 2025-udtrækket) brugt om sig hvis hun ikke har lyst til sex. Det er ikke nemt at leve op til alle idealer om hvad en kvinde bør være, på én gang.
Selvom der ikke er nær så mange skældsord i Den Danske Ordbog der kan bruges om mænd som om kvinder, er det alligevel interessant at se på hvilke normer der kan udledes ved at kigge på hvilke ord man har til rådighed hvis man skal nedgøre mænd. Der er absolut flest nedsættende ord i ordbogen der kan placeres i kategorien ’manden som en der mangler styrke og mod’. Det er altså åbenbart de vigtigste egenskaber at være i besiddelse af som mand hvis man skal dømme ud fra inventaret af nedsættende ord i Den Danske Ordbog. Synes nogen at en mand mangler disse egenskaber, kan de bruge ord som: slapsvans, tudeprins, tøsedreng, tøffelhelt, duksedreng, slipsedreng, jordemodermand og kagekone. De sidste to skældsord kræver nok en forklaring i vore dage: Jordemodermand betyder ’mand hvis kone er udearbejdende, og som lader sig forsørge af hende’, og kagekone brugt om en mand betyder ’slap, svag og uselvstændig mand’.
Den kategori der indeholder næstflest nedsættende ord om mænd, er ord der har med homoseksualitet at gøre: bøssekarl, bøsserøv, bøsset, svans, bagbordsindianer. Hvor normen dikterer at kvinder helst skal være unge, viser de nedsættende ord om unge mænd i ordbogen at mænd modsat helst skal være erfarne: drengerøv, hanekylling, knøs, karl. Den nedsættende markør ved ordet karl er som nævnt fjernet i 2025-udtrækket fra ordbogen.
Ud fra de nedsættende ord i ordbogen om mænd fremstår det lidt tvetydigt hvor interesserede i sex normen tilsiger at mænd bør være: På den ene side findes der en del nedsættende ord om liderlige mænd, nemlig buk, horebuk, liderbasse, galan og fuckboy (sidstnævnte er kommet til i udtrækket fra 2025), men på den anden side også det rammende udtryk skuffejern om en mand der har problemer med potensen. Endelig er det ud fra de nedsættende ord i ordbogen vigtigt at mænd ikke er små – mandsling, pusling – ligesom kvinder som nævnt omvendt ikke må være store. Og mænd må ud fra ordinventaret i Den Danske Ordbog heller ikke være feminine (kvindagtig), på samme måde som kvinder ikke må være maskuline (mandhaftig). På den måde er der lighed for kønnene, bare med omvendt fortegn.
I en ældre undersøgelse af engelske nedsættende ord for kvinder (rapporterede og observerede, James 1998) blev de følgende normkategorier fundet (med faldende hyppighed): 1) promiskuøs/prostitueret/seksuelt aggressiv, 2) betegnelser der ikke nedgør en bestemt egenskab, men som generelt opfattes af kvinder som nedværdigende, 3) uattraktiv/overvægtig, 4) behandler andre dårligt, 5) uintelligent/dum, 6) maskulin/lesbisk, 7) seksuelt kold/utilgængelig. Disse normkategorier er i høj grad de samme som vi har fundet i de nedsættende udtryk for kvinder i Den Danske Ordbog (bortset fra kvinden som skrap og vred, der ikke nævnes i de engelske data), og det viser os at normerne for socialt accepteret adfærd mht. kvinder er forholdsvis universelle (i den vestlige kultur). Det kan desuden tilføjes at de nedsættende udtryk som kvinder i internationale undersøgelser oplever som mest krænkende, er de udtryk der går på det promiskuøse (Kremin 2017, Bendixen & Gabriel 2013, James 1998, Preston & Stanley 1987). Samtidig vurderes nedsættende udtryk for at kvinder er seksuelt afvisende dog også af kvinder som særligt sårende. Dette paradoks har fået James (1998) til at konkludere at det afspejler at kvinder vurderes ud fra i hvilken grad de lever op til heteroseksuelle mænds behov og ønsker (James 1998: 404).
James’ (1998) undersøgelse af nedsættende ord for mænd i engelsk viste de følgende kategorier (faldende hyppighed): 1) behandler andre dårligt, 2) uintelligent/dum, 3) svag i karakter/som en kvinde/homoseksuel, 4) promiskuøs, 5) socialt akavet/inkompetent, 6) manglende præstationsevne, 7) fysisk svag. Også her genfinder vi temaerne fra vores danske undersøgelse af inventaret af nedsættende ord i Den Danske Ordbog. Undersøgelser viser i øvrigt at (engelsksprogede) mænd oplever nedsættende ord der går på homoseksualitet, som mest krænkende (Kremin 2017, Bendixen & Gabriel 2013, Brown & Alderson 2010, James 1998, Preston & Stanley 1987, Saucier et al. 2015).
Afslutning
Vores undersøgelse af nedsættende, kønnede ord har vist at der i dansk findes flere nedsættende betegnelser for kvinder end for mænd, både når man ser på respondenters angivelser af skældsord i en spørgeskemaundersøgelse og på inventaret af nedsættende ord i Den Danske Ordbog. Forskellen bekræftes altså i to datatyper (hhv. selvrapporterede og leksikografiske) og er ikke blevet mindre i perioden fra 2021 til 2025, hvor antallet af nedsættende udtryk for kvinder i det undersøgte ordbogsinventar er steget yderligere, mens antallet af nedsættende betegnelser for mænd er uændret. Samtidig viser undersøgelsen at de nedsættende kønnede ord i høj grad er knyttet til bestemte normer for socialt accepteret adfærd, hvor kvinder især sanktioneres (sprogligt) for at være vrede, seksuelt aggressive og fysisk uattraktive. For mænd retter de nedsættende betegnelser sig primært mod manglende styrke, mod og maskulinitet. Disse mønstre stemmer overens med internationale undersøgelser som viser at kønsspecifikke skældsord fungerer som redskaber til regulering af kønnenes adfærd – men yderligere også kan være med til at forme samfundets opfattelser af maskulinitet og femininitet (James 1998, Kremin 2017).
Noter
1 68 % af de hadefulde kommentarer på danske facebooksider er skrevet af mænd, 32 % er skrevet af kvinder. Det kan måske forklare en del af den omtalte forskel. Dog kan mænds og kvinders hadefulde kommentarer jo også være rettet mod personer af eget køn. Dette forhold fremgår ikke af rapporten fra Analyse & Tal.
2 De resterende udtryk som respondenterne havde angivet, var bandeord (Rathje 2012). Forskellen på bandeord og skældsord er at skældsord er rettet mod personer (fx smatso), mens bandeord ikke er (fx for fanden).
3 Ordet mula findes ikke i ordbøgerne, men eksempler på nettet viser at betegnelsen kan bruges om indvandrere, særligt med muslimsk baggrund. Måske er der tale om inspiration fra ordet mullah ’muslimsk teolog, retslærd og religiøs leder af lavere rang’ (jf. Den Danske Ordbog), eller måske fra ordet mulat ’person af blandet sort og hvid afstamning’ (Den Danske Ordbog). Det nedsættende udtryk mula anvendtes i den ene forfatters barndom i 1980’erne på Roskildeegnen.
4Den Danske Ordbog oplyser at bøsse både kan være neutralt og nedsættende, jf. også Rathje & Schack (2026).
5 Personlig kommunikation med redaktør af Den Danske Ordbog Lars Trap-Jensen, januar 2026. Redaktionen oplyser desuden at man i øjeblikket er i gang med en revision af såvel inventaret som brugen af disse markører.
6 Ved en fejl var nedsættende flerordsudtryk (fx forsuttet bolsje) ikke kommet med i første udtræk, og vi har derfor frasorteret disse i andet udtræk.
7 Under opslaget khoikhoi i Den Danske Ordbog optræder ordet nedsættende i ordbogens oplysninger om sprogbrugen: ”ordet er neutralt i modsætning til det forældede og undertiden nedsættende hottentot”.
Bendixen, Mons & Ute Gabriel (2013). Social judgment of aggressive language: Effects of target and sender sex on the evaluation of slurs. I: Scandinavian Journal of Psychology, 54(3), 236-242.
Brown, Tyler Lloyd & Kevin G. Alderson (2010). Sexual identity and heterosexual male students’ usage of homosexual insults: An exploratory study. I: The Canadian Journal of Human Sexuality, 19(1/2), 27-42.
Saucier, Donald A., Derrick F. Till, Stuart. S. Miller, Connor J. O’Dea & Emma Andres (2015). Slurs against masculinity: Masculine honor beliefs and men’s reactions to slurs. I: Language Sciences, 52, 108-120.
Sutton, Laurel A. (1995). Bitches and skankly hobags: the place of women in contemporary slang. I: Kia Hall & Mary Bucholtz (red): Gender articulated. Language and socially constructed self. London: Routledge, 279-296.
Farlige ord
Overskriften Farlige ord er temaet for en række artikler som bringes i dette og kommende numre af Nyt fra Sprognævnet i 2026.
Med ”farlige ord” menes i denne sammenhæng ord som tilhører det identitetspolitiske område, og som i en eller flere henseender kan opfattes som kontroversielle, dvs. ord som fx brun, bøsse, eskimo, etnisk, hud-
farvet, indianer, slave(gjort).
Vil du citere denne artikel?
Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste:
Rathje, Marianne & Jørgen Schack, 2026: Farlige ord: Hvad kvinder og mænd ikke må være: Nedsættende kønnede ord i dansk. I: Nyt fra Sprognævnet 2026/2.
I Mål og Mæle 2024:3 skriver lektor ved Københavns Universitet Holger Juul et indlæg (”1,6 kilo danske ord – og en manglende bøjningsendelse”) hvori han efterlyser mere information om bøjningsformen præsens participium (fx syngende af synge) i den nye udgave af Retskrivningsordbogen. Den form glimrer ganske rigtigt ved sit fravær i ordbogen. I artiklen her forklares det hvorfor.
Holger Juul problematiserer det faktum at man ikke i Retskrivningsordbogen kan finde oplysninger om stavningen af præsens participium, først og fremmest fordi usikre sprogbrugere ikke finder hjælp i ordbogen til at holde præsens participium, fx løbende, ude fra bestemt form flertal af substantiver, fx løbene. Sammenblandingen – og dermed fejlstavningen – af disse to ordformer er et velkendt problem hos usikre sprogbrugere.
Holger Juul anfører også at undervisere der skal rette stavning, faktisk ikke kan rette løbene i en sætning som hun kom løbene med hjemmel i Retskrivningsordbogen. Det er rigtigt at hvis man skal finde hjemmel noget sted, skal det være i Retskrivningsordbogen og hos Dansk Sprognævn, der som bekendt fastlægger stavningen af ordene i dansk, også af de bøjede former af ordene, foruden tegnsætningen. Der ville dog være meget som underviserne ikke ville kunne rette hvis de kun tog udgangspunkt i Retskrivningsordbogen – nemlig principielt alt hvad der ligger udenfor tegnsætning og ords stavning og bøjning – men som de formentlig alligevel sætter røde streger under, fx ”forkert” anvendt pronomen (gaven var til min kone og jeg), hans/hendes anvendt i stedet for sin eller sit (Maria kunne igen ikke finde hendes egen telefon), ord anvendt med (mere eller mindre) ukonventionelle betydninger (godt i betydningen ’lidt mindre’ fremfor ’lidt mere’) osv.
Men nu er præsens participium jo netop en bøjningsform af et verbum, og andre af verbernes bøjningsformer oplyses man om i Retskrivningsordbogen: præsens (fx advarer), præteritum (fx advarede) og supinum, dvs. det ubøjede participium der anvendes i perfektum, (fx advaret), for alle verber (der har disse bøjningsformer) på opslagsplads. Desuden er der oplysninger om -s-passivformer ved verber hvis infinitiv ender på andre vokaler end tryksvagt -e (fx flå – flås), og præteritum participium ved verber der har mulighed for -n-bøjning i participiet (fx synge – sunget/sungen og sungne). I retskrivningsreglerne kan man herudover læse om imperativ og bøjning og brug af præteritum participium. Så det er helt rimeligt at Holger Juul spørger om hvor præsens participium bliver af.
Der er tre grunde til at præsens participium-formerne ikke fremgår af ordbogen, og alle tre grunde er Holger Juul selv direkte eller indirekte inde på:
Retskrivningsordbogens omfang
Retskrivningsordbogens målgruppe
Retskrivningsordbogens hhv. reelle og opfattede autoritet
Mht. punkt 1 om Retskrivningsordbogens omfang har det altid været et tema at ordbogen – som fysisk bog – ikke måtte blive for stor og uhåndterbar, heller ikke (eller især ikke) for en skoleelev. Det har haft betydning for redaktionsprincipperne på den måde at man groft sagt ikke har taget ordformer med som ordbogsbrugerne frit kunne danne på baggrund af andre (opslags)ord. Det har både gjaldt bøjningsformer som fx præsens participium af verber og komparationsformer af adjektiver (fx sødere og sødest af sød), afledninger, fx ord på -hed, -eri og -en, og almindelige sammensætninger, fx vintertøj. Ordbogen er alligevel blevet gradvist større: Der er i højere grad blevet tilføjet end slettet opslagsord, og der er blevet slækket på ovenstående principper over årene. Der er således fx blevet tilføjet flere almindelige sammensætninger og afledninger.
Den seneste udgave af ordbogen, der udkom 18. november 2024, blev ligesom de foregående udgaver trykt som bog. Det betød at vi stadig måtte tage hensyn til omfangsforholdet. Det er samtidig muligt at det er sidste gang Retskrivningsordbogen udkommer som en trykt bog. Hvis det er tilfældet, åbner det for helt andre muligheder, bl.a. mht. design, brugerflade, visning og omfang, og det vil betyde at vi skal nytænke visse af redaktionsprincipperne og fx tage stilling til hvor mange flere kilo bøjningsendelser vi vil have med – nu hvor de ikke længere vil tynge på vægten.
Ovennævnte princip om at man ”ikke har taget ordformer med som ordbogsbrugerne frit kunne danne på baggrund af andre (opslags)ord”, har at gøre med punkt 2: Retskrivningsordbogens målgruppe. Ordbogens primære målgruppe er uddannelsessystemet og den offentlige forvaltning. For frit at kunne danne alle disse ordformer, fx præsens participium af et hvilket som helst verbum, kræver det imidlertid visse forkundskaber, og der er Retskrivningsordbogens målgruppeprofil måske ikke i tilstrækkelig grad blevet justeret siden 1955-udgaven. Det er med andre ord muligt at den seneste udgave af Retskrivningsordbogen forudsætter kundskaber som det måske ikke er rimeligt at forudsætte i dag. Det vil vi i redaktionen have tanke på i arbejdet med ordbogen fremover.
Punkt 3): Retskrivningsordbogens hhv. reelle og opfattede autoritet – sigter til det forhold at Retskrivningsordbogen på den ene side er og skal være en autoritet hvad angår stavningen af danske ord og ordformer, og på den anden side bliver opfattet som havende en autoritet der rækker ud over netop det. Holger Juul kommer direkte ind på det til sidst i sit indlæg: ”Retskrivningsordbogen […] tilskrives [ofte] en større autoritet end den reelt har”, sådan at mange fejlagtigt tror at Retskrivningsordbogen afgør hvilke ord der findes i dansk og må bruges på dansk. Det betyder samtidig at ordbogsbrugerne typisk tror at et givent ord eller en given ordform der optræder i Retskrivningsordbogen, må være ikke bare blåstemplede ord og ordformer, men også eksempler på ”godt sprog”.
For at vi kan tage nogle af de mange kilo fraværende bøjningsendelser med, skal redaktionsprincipperne også på dette punkt justeres. Som det forholder sig i ordbogen nu, er bøjningsformers tilstedeværelse bundet op på deres frekvens og på deres sandsynlighed for at forekomme, i så høj grad som det nu er muligt for mennesker at undersøge dette og gøre det til et meningsfuldt grundlag. Når man fx for ordene aktivisme og leksikografi ikke får oplyst flertalsformer, er det fordi disse er skønnet for ualmindelige, jf. Vejledning til indhold, hvor der står: ”Ved substantiver er der givet oplysning om bestemt form singularis, ubestemt form pluralis og bestemt form pluralis når disse er almindelige” (min understregning). Det at formerne aktivismer og leksikografier ikke kan findes i Retskrivningsordbogen, betyder omvendt ikke at man ikke frit kan danne dem i analogi til andre lignende ord, fx formalismer og biografier som optræder som bøjningsformer; de er blot ikke omfattet af normeringen. Dette princip for substantiverne er håndterbart fordi langt de fleste substantiver har komplet bøjning, og mange af dem som fx ikke har flertalsformer som skønnes almindelige, optræder desuden i store ordgrupper som fx substantiver på -isme og -grafi, hvorved vi (i redaktionen) altså kan finde dem og arbejde med dem ordgruppevis.
Hvad angår præsens participium, vil det være sværere at skelne almindelige fra ualmindelige former, og et stort antal af dem vil ikke forekomme ret ofte i den virkelige verden, fx afhudende, tørsaltende, udfindende. Dermed ikke være sagt at vi vil afholde os fra at arbejde henimod at præsens participium-former og andre bøjningsformer skal vises i en kommende udgave af ordbogen – hvis eller når vi ikke længere har pladsbegrænsningen at bokse med – men det kræver at vi udarbejder nye principper for hvilke ordformer vi tager med, og for hvordan vi tager dem med. Eftersom det netop ikke er muligt at trække en klar grænse ”mellem mulige og umulige ordformer”, som Holger Juul også skriver, er den bedste løsning formentlig at tage alle tænkelige former med. Vi skal da blot finde en måde at gøre det klart for brugerne at en given bøjningsform ikke nødvendigvis er specielt anbefalelsesværdig; at det blot er sådan den givne form ville se ud hvis man skulle få brug for at danne den.
At det bliver en særdeles vigtig øvelse at overveje hvordan opslagsordene skal præsenteres i ordbogen hvis de kompletteres mht. bøjningsoplysninger, kan figur 1 eksemplificere. Med den ellers prisværdige hensigt om at hjælpe den usikre sprogbruger så denne kan slå flest mulige former op, kan vi let komme til at drukne en sådan sprogbruger i information. Og så er vi tilbage ved målgruppeovervejelserne under punkt 2.
Figur 1. Eksempel på hvordan opslaget for verbet studere kunne se ud hvis alle bøjningsoplysninger var med.
Præsens participium i 5. udgave af Retskrivningsordbogen
Således alt det vi ikke har gjort og måske vil gøre. Her til sidst lidt om hvad vi i 5.-udgaven har gjort mht. præsens participium:
Teksten i vejledningen til brug af ordbogen (Vejledning til indhold) er ændret så vi nu har skrevet lidt mere eksplicit om præsens participium. I 4.-udgaven stod der sådan i første hovedafsnit Hvilke opslagsord? i underafsnittet Afledninger og bøjningsformer:
”Participier er normalt ikke opført som selvstændige opslagsord. Ord(former) som fx renset og syngende er således i ordbogen regnet for bøjningsformer af verberne rense og synge. Participier er dog medtaget som selvstændige adjektiver hvis deres betydning eller dannelsesmåde afviger fra de tilsvarende verber, fx frossen, henrykt, sleben, spændende. Endvidere er enkelte af de mest almindelige substantivisk brugte participier optaget som selvstændige substantiver, fx rejsende, studerende.”
I 5.-udgaven har præsens participium fået sit eget afsnit under hovedafsnit 9, Former der ikke fremgår af selve ordbogen. Dette underafsnit har overskriften Præsens participium, og teksten lyder nu sådan:
”Participier er normalt ikke opført som selvstændige opslagsord. Ord(former) som fx renset og syngende regnes i ordbogen for bøjningsformer af verberne rense og synge. Mens former som renset (præteritum participium) findes under infinitivformen, dvs. i opslaget rense, står former som syngende (præsens participium) imidlertid ikke under det tilsvarende opslagsord, dvs. synge.
Participier er kun medtaget som selvstændige opslagsord hvis deres betydning eller dannelsesmåde afviger fra de tilsvarende verber, fx frossen, henrykt, sleben, spændende. Endvidere er enkelte af de mest almindelige substantivisk brugte participier optaget som selvstændige substantiver, fx rejsende, studerende.”
Vi har altså gjort det endnu mere tydeligt at man ikke finder præsens participium-former i Retskrivningsordbogen. Imidlertid bliver det en væsentlig del af arbejdet med Retskrivningsordbogen i de kommende år at undersøge hvordan det vil give mening at vise mange flere bøjningsendelser på opslagsplads – i hvert fald i den digitale version af ordbogen, hvor de ikke vil kunne ses på vægten. Det gælder ikke kun præsens participium, men også fx imperativ (der kom med på opslagsplads i Retskrivningsordbogen 5.1, som udkom i december 2025).
Vidste du ...
… at konsonantforbindelserne ch, ck, dh, gh, sc, sch, sh og sj ikke deles når konsonanterne hører til samme stavelse?
Følgende orddelinger er derfor ikke korrekte:
Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste:
Hartling, Anna Sofie, 2026: Mange kilo fraværende bøjningsendelser i Retskrivningsordbogen. I: Nyt fra Sprognævnet 2026/1.
Vi har til stadighed brug for at finde nye opslagsord i fx Retskrivningsordbogen og Nye ord i dansk 1955 til i dag. Det kan gøres ved manuel excerpering, gerne i kombination med sprogteknologiske værktøjer. I artiklen her præsenteres det vi kalder Ordtrawler 2.0., der er et sprogteknologisk værktøj der kan gennemtrawle store datamængder og dermed finde såvel potentielle nyordskandidater som hyppige stavefejl.
For ca. 15 år siden udviklede Jakob Halskov, tidligere medarbejder i Dansk Sprognævn, Ordtrawleren (Halskov & Jarvad 2009, 2010; Halskov 2010). Ordtrawleren havde til formål automatisk at finde nyordskandidater, dvs. konstruktioner som kandiderer til at blive regnet for nye, altså ord som ikke findes i de gængse ordbøger (fx Retskrivningsordbogen, Den Danske Ordbog, Nudansk Ordbog og Nye ord i dansk 1955 til i dag) eller i Sprognævnets ordsamling. Excerperingsarbejdet, dvs. arbejdet med at finde nye ord og registrere dem, foregår stadig manuelt, men vi har brug for at udvikle værktøjer der kan assistere os, først og fremmest fordi vi simpelthen ikke har mulighed for at gennemlæse alle de tekster der hver dag produceres. Her havde et værktøj som Ordtrawleren mange styrker, men også mange udfordringer. Den havde fx svært ved at håndtere flerordsforbindelser (fx cancel culture), ny brug af gamle ord (fx skyde om filmoptagelse) og nye valensmønstre (fx gro et skæg). I dag er Ordtrawleren skrinlagt. Og dog.
Sprogteknologien har taget syvmileskridt siden 2009, hvor Ordtrawleren lanceredes, og det har givet anledning til at vi i Sprognævnet igen forsøger os med at udvikle et værktøj til automatisk at finde nyordskandidater. Det er imidlertid stadig ikke uden vanskeligheder. Foreløbig foreligger en betaudgave af hvad vi her vil kalde Ordtrawler 2.0. Denne betaudgave har imidlertid et andet sigte end hvad vi her vil kalde Ordtrawler 1.0, altså den Ordtrawler Jakob Halskov udviklede for ca. 15 år siden. Ordtrawler 2.0, som er udviklet af Oliver Rix Johannsen (medforfatter af denne artikel), har til formål at finde nyordskandidater specifikt til Retskrivningsordbogen, ikke nyordskandidater i det hele taget, som Ordtrawler 1.0 havde. Det gør det på sin vis lettere at finde nyordskandidater eftersom nye ord i Retskrivningsordbogen som regel ikke er så nye igen.
I det følgende udlægges det hvordan Ordtrawler 2.0 til forskel fra Ordtrawler 1.0 er bundet op på Retskrivningsordbogen. Derefter skitseres det hvordan Ordtrawler 2.0 fungerer. De første resultater som Ordtrawler 2.0 har produceret, diskuteres derefter, navnlig hvordan og hvorvidt de kan give anledning til tilføjelser og normændringer i Retskrivningsordbogen 5.2, som forventes lanceret i december 2026. Endelig ser vi på hvordan Ordtrawler 2.0 kan forbedres og videreudvikles.
Om at finde nyordskandidater til Retskrivningsordbogen
Arbejdet med at finde nyordskandidater specifikt til Retskrivningsordbogen har både sine fordele og ulemper. Fordelene er at ordene ikke blot skal være hyppige, men at de også skal have været det igennem en længere periode. Og det er en fordel på den måde at meget ”støj” (bl.a. manglende mellemrum, fx haftmasser, eller orddele talt som hele ord pga. linjeskift, fx -ningen, eller helt meningsløse bogstavforbindelser som fx xxxxxxx) aldrig kommer i søgelyset fordi støj sjældent er særligt frekvent. Ulemperne er at ikke alle ord er relevante for Retskrivningsordbogen: Helt regulære sammensætninger og afledninger er som udgangspunkt ikke interessante idet de kan dannes af materiale der allerede findes i Retskrivningsordbogen (se dog nedenfor). Simple, dvs. usammensatte, ord er derimod interessante.
En sammensætning som fx hundehalsbånd er ikke med i ordbogen, men det er hund og halsbånd. Under opslaget hund oplyses man om at det i sammensætninger har formen hunde-, og således kan man uden videre danne hundehalsbånd. Meget almindelige sammensætninger som fx hundehvalp eller sammensætninger der skønnes at kunne give anledning til stavemæssige vanskeligheder som fx morgencomplet, er dog taget med som selvstændige opslagsord (jf. Vejledning til indhold).
Afledninger som fx tilfredshed, der er dannet af tilfreds og -hed, er som udgangspunkt heller ikke taget med som selvstændige opslagsord. Men også her er der undtagelser: Hvis afledningerne er meget frekvente (fx afhængighed), dannet på en særlig måde (fx ægthed) eller kan bøjes i pluralis (fx optræden), er de dog taget med (jf. Vejledning til indhold).
Hertil kommer at proprier (egennavne), herunder personnavne, firmanavne, varemærker osv. principielt falder uden for Retskrivningsordbogens område; sådanne bør staves som bæreren af navnet gør det (jf. § 61 i retskrivningsreglerne).
Der er altså tre kategorier vi ikke er interesserede i: 1) sammensætninger, 2) afledninger og 3) proprier.
Ordtrawler 2.0 beta
Betaudgaven af Ordtrawler 2.0 har som nævnt til formål at finde nyordskandidater til Retskrivningsordbogen. Det ønskede output er en liste af nye ord rangeret efter frekvens, så de mest frekvente ord står øverst på listen, og de mindst frekvente ord står nederst på listen. I det følgende skitseres det hvordan Ordtrawler 2.0 fungerer. Processen er todelt: Først foretages en analyse af teksterne i det korpus man undersøger, dernæst foretages en efterbehandling.
Analyse
Analysen af de enkelte tekster i det undersøgte korpus er foretaget med pythonbiblioteket spaCy1. Proceduren er som følger:
Alle tekster fra det undersøgte korpus indlæses en ad gangen.
Teksten inddeles i tokens (i reglen et ord, men også rene tal, smileyer m.m. er tokens).
Hvis et token hverken er et proprium eller et token der ikke kun består af bogstaver, noteres det i bruttolisten:
Hvis det ikke allerede er på bruttolisten, får det værdien 1 (der angiver antal forekomster af dette token).
Hvis det allerede står på bruttolisten, lægges 1 til antallet af forekomster.
Efterbehandling
Hver ordform på bruttolisten analyseres mhp. at filtrere irrelevante former fra på følgende tre måder:
Kendte ord: Hvis en ordform findes i Det Centrale Ordregisters2 grundresurse (der rummer fuldformer af opslagsordene i Retskrivningsordbogen), filtreres den fra.Fx gnidningsløs, lirekassen, røgvarer
Afledninger: Hvis en ordform kan dannes vha. et præfiks eller et suffiks i Retskrivningsordbogen og en ordform i Det Centrale Ordregister, filtreres den fra.
Fx cyberkriminalitet (af cyber- og kriminalitet), mammutbog (af mammut- og bog), teenagetræt (af teenage- og træt)
Sammensætninger: Hvis en ordform kan dannes vha. en sammensætningsform og en ordform i Det Centrale Ordregister, filtreres den fra.
Fx agurkerelish (af agurk(e) og relish), flødeskumskage (af flødeskum(s) og kage), svangerskabsforgiftning (af svangerskab(s) og forgiftning)
De resterende ordformer udgør nettolisten.
I efterbehandlingen håndteres altså to af de tre kategorier vi ikke er interesserede i (sammensætninger og afledninger), og i analysen af den enkelte tekst sorteres proprierne (den tredje kategori) fra.
Ud over den totale forekomst af de enkelte ordformer noteres også forekomsten af ordformerne for hvert år i den undersøgte periode. Ords frekvens alene er som nævnt ikke nok til at kandidere til at være opslagsord i Retskrivningsordbogen; frekvensen skal også være stabil over en længere årrække (jf. ovenfor).
Første resultater
Vi slap Ordtrawler 2.0 beta løs på et korpus af avistekster fra perioden 2014-2023, altså en periode på 10 år. Nettolisten rummede mere end 200.000 kandidater, men det stod hurtigt klart at mange ordformer på listen ikke var egentlige nyordskandidater. Det skyldes en række grunde: Aviskorpusset rummer en del engelsk og tysk tekst (fx citater bragt på originalsproget), så funktionsord som fx the, of, im og auch stod højt på listen. Dernæst var der en del proprier som ikke var fanget i analysen3. Hertil kommer en hel del sammensætninger og afledninger.
Der er mange ord i Retskrivningsordbogen der ikke har oplysninger om sammensætning: Ved ca. 9000 ud af ca. 66.000 opslagsord er der angivet en (eller flere) sammensætningsform(er), fx agurk, der i sammensætninger har formen agurke-, fx agurkesalat. Men størstedelen af opslagsordene, fx by, har altså ingen oplysninger om sammensætningsform. Retskrivningsordbogen medtager desuden fortrinsvis fremmedsproglige præfikser (forstavelser, fx aero-, ferro- og giga-), og kun i meget begrænset omfang suffikser (afledningsendelser, fx -tommers og -værelses/-værelsers). Der er altså mange sammensætninger og afledninger man ikke kan danne ud fra oplysningerne i Retskrivningsordbogen alene.
Derfor foretog vi med hjælp fra en studentermedhjælper4 en grovsortering af nettolisten. De første 5000 ordformer på nettolisten blev gennemgået og sorteret som enten 1) danske simpleksord (herunder afledninger), 2) sammensætninger, 3) udenlandske ord, 4) proprier, 5) støj og 6) andet. Ca. 500 ordformer faldt i den første kategori og ca. 2200 faldt i den anden kategori. Ordformer fra de øvrige kategorier bliver ikke omtalt yderligere her, men kan finde anvendelse i den videre udvikling af Ordtrawleren.
Pingvinord og hyppige stavefejl
En fordel ved automatisk excerpering er at maskiner ikke overser ord som menneskelige excerpister kan gøre. I forbindelse med redaktionen af Retskrivningsordbogens første udgave (1986) fremlagde en redaktør sin prøveredaktion af bogstavet P, og ordet pingvin manglede. Pingvinord er siden blevet en betegnelse for helt almindelige ord som af uransagelige årsager overses af mennesker (Halskov & Jarvad 2009). Sådanne ord er også at finde iblandt de første resultater fra Ordtrawler 2.0. Det gælder fx ordene stomi og parmesan (parmesanost står dog allerede i Retskrivningsordbogen) samt forkortelserne spsk. (spiseskefuld) og tsk. (teskefuld). Det er ord og forkortelser der er helt oplagte at tage med i Retskrivningsordbogen 5.2.
Den automatiske excerpering har også genereret en liste over hyppige stavefejl (sådanne ord ser nye ud for maskinen fordi de ikke er opført i ordbogen med denne staveform), hvoraf en del af de mest frekvente vil blive gennemgået her. En del af de hyppige stavefejl skyldes tidligere normændringer der tilsyneladende ikke er slået helt igennem i den faktiske sprogbrug endnu, fx staveformer som tilbudet (tilbuddet har været enerådende siden 2001) og bolche (dobbeltformen bolche/bolsje blev afskaffet i 2001). Begge ændringer er en del af et større kompleks hvor en række ord har fået obligatorisk dobbeltkonsonant i bøjningsformer, eller har fået ensrettet en stavemåde fra (s)ch eller sj til udelukkende sj. Fordi der netop er tale om en ændring der vedrører en række ord af samme type, er der ikke umiddelbart planer om at genindføre dobbeltformer ved enkeltordene tilbud og bolsje.
De generelle regler som Sprognævnet skal følge ved fastlæggelsen af dansk retskrivning, tager udgangspunkt i traditionsprincippet og sprogbrugsprincippet (Galberg Jacobsen 1997: 3 ff.). Traditionsprincippet siger at stavemåderne af det eksisterende ordforråd principielt ligger fast, bortset fra justeringer som følge af sprogbrugsprincippet. Et element i traditionsprincippet er princippet om at fremmedord der er blevet almindelige i dansk, skrives i overensstemmelse med de regler der gælder for oprindelige danske ord og ældre låne- og fremmedord i dansk. Spørgsmålet er så hvornår et fremmedord er blevet så almindeligt at det skal tilpasses dansk ortografi, og her tager man udgangspunkt i udtale og bøjning. Princippet om fordanskning gælder først og fremmest ord fra græsk, latin og fransk, og ord der udgøres af græske, latinske og franske bestanddele. Efter sprogbrugsprincippet skrives ord og ordformer i dansk i overensstemmelse med den praksis som følges i gode og sikre sprogbrugeres skriftlige sprogbrug.
Fordanskningen af de ”almindelige” latinske, græske og franske fremmedord siger bl.a. at når c udtales som k, skrives det som hovedregel k. Det giver stavemåder som vokal (af latin vocalis), konsonant (af latin consonans) og kulør (af fransk couleur). I praksis har dette princip dog ikke altid været overholdt. Caries (af latin caries) kunne således kun blive stavet med c indtil 1986, hvor dobbeltformen caries/karies blev indført, mens stavemåden kafé/kafe (af fransk café) blev afskaffet i 2001. Principperne er altså ikke nagelfaste, og derfor kunne man godt overveje at indføre en dobbeltform som fx casino/kasino. Kasino stammer fra italiensk casino, der egentlig betyder ’lille hus’, og da traditionsprincippet ikke siger noget eksplicit om fordanskningen af ord fra italiensk, er der ikke umiddelbart noget til hinder for at indføre staveformen casino, der er meget udbredt i almensproget.
Staveformen sclerose for sklerose er ligeledes meget udbredt. Sklerose kommer af græsk skleros, der betyder ’hård’. I fagkredse bruges vist udelukkende en staveform med -c-, fx finder man kun stavemåden sclerosis i Klinisk Ordbog (16. udgave, Munksgaard, 2005), og også Scleroseforeningen skriver deres navn med c. Selvom Sprognævnet tidligere har afvist at indføre staveformen sclerose med henvisning til fordanskningsprincippet, er spørgsmålet om tiden måske er ved at være inde til at indføre staveformen med c.
Hvad angår franske låneord, er der et par stavefejl som man ligeledes kunne overveje at ophøje til norm, nemlig brasserie (for brasseri) og bravour (for bravur). Begge de danske stavemåder følger de gængse fordanskningsprincipper, fx at endelsen -ie bliver til -i (jf. fx jalousi af fransk jalousie og geni af fransk génie). Endelsen findes også i charcuteri, som vist oftest staves uden et -e i endelsen. Det vanskeliggør tingene, for er det rimeligt at man kan skrive brasserie, men ikke charcuterie? Staveformen bravour kunne formentlig relativt nemt indføres ved siden af bravur fordi vi allerede har dobbeltform ved troubadour/trubadur.
Maraton har været opslagsord i Retskrivningsordbogen siden 1996 og altid i denne form. Ordet stammer egentlig fra den græske by Marathon, hvorfra et sendebud løb de ca. 40 kilometer til Athen. Ordet staves ofte med -th på dansk, og også her kunne man – også i betragtning af at der er tale om et stednavn – overveje at indføre stavemåden marathon. Triatlon, biatlon og duatlon skulle i givet fald tilsvarende kunne skrives triathlon, biathlon og duathlon.
Der er andre stavefejl end de her nævnte. Nogle af dem er velkendte, fx autencitet (for autenticitet,) og pal(l)ette (for palet). Begge fejltyper er behandlet i Nyt fra Sprognævnet (2013/3 og 2017/1), hvor det både forklares hvordan fejlene er opstået (det har med udtalen at gøre), og hvorfor de ikke umiddelbart kan ophøjes til norm. For autencitets vedkommende skyldes det at man derved ville ”få uorden i et ellers velordnet system”, hvor en række adjektiver der ender på -isk, har et tilsvarende substantiv der ender på -icitet, fx elektrisk – elektricitet. Og for palettes vedkommende skyldes det at stavemåden palette primært bruges i overført betydning (fx en palet eller palette af muligheder), mens den konkrete (maler)palet ofte skrives som anført her. Anderledes forholder det sig med fejlen omstændig for omstændelig. Denne stavefejl er behandlet i Nyt fra Sprognævnet 2005/2, og her er konklusionen at omstændig forekommer ganske hyppigt både i skrift og tale, også blandt gode og sikre sprogbrugere, og at vi derfor kunne overveje at indføre denne form i en kommende udgave af Retskrivningsordbogen. Det vil vi stadig overveje.
Alle de overvejelser som vi her har fremlagt til ændrede staveformer, skal dog forelægges for fagrådet for retskrivning inden der kan træffes nogen beslutninger.
Videreudvikling af Ordtrawler 2.0 – og flere affikser og sammensætningsformer i Retskrivningsordbogen
Som de første resultater viste, er der mange sammensætninger og afledninger der ikke kan dannes ud fra de eksisterende oplysninger i Retskrivningsordbogen. Et oplagt første skridt i videreudviklingen af en Ordtrawler 2.0 er derfor at tilføje flere sammensætningsformer, præfikser og suffikser til Retskrivningsordbogen. Derfor planlægger vi da også at tilføje sådanne til Retskrivningsordbogen 5.2.
Ordtrawler 2.0 kan også forbedres på andre punkter. I sin nuværende form sker der ingen lemmatisering5 (jf. ovenfor), og det bevirker at bøjningsformer af det samme lemma tælles som separate ordformer. Der er også bøjningsformer der ikke er med i hverken Retskrivningsordbogen eller Det Centrale Ordregister, som er ganske hyppige: Det gælder især genitiv af adjektiver i pluralis og/eller bestemt form. Det ser man når adjektivet er anvendt substantivisk, fx det er altid de unges skyld. Netop denne form overvejer vi at tage med i Det Centrale Ordregister.
Endelig er det på sigt planen at Ordtrawleren ikke blot skal finde nyordskandidater til Retskrivningsordbogen, men også til nyordsordbogen Nye ord i dansk 1955 til i dag og til Ordsamlingen. Her er der som nævnt andre udfordringer end med Retskrivningsordbogen; navnlig er man ikke hjulpet af at ordene skal være så frekvente som i denne ordbog. Ikke desto mindre vil vi trække på de erfaringer Jakob Halskov gjorde sig da han udviklede Ordtrawler 1.0. Vi vil fx overveje at inkludere nyhedsmarkeringer i Ordtrawleren, dvs. signaler i teksten om at et ord er nyt. Det kan fx være såkaldt eller såkaldte, brug af citationstegn eller kursiv (Halskov & Jarvad 2010). De frasorterede resultater (udenlandske ord, støj mv.) skal også indbygges i Ordtrawleren, så de fremover frasorteres automatisk. Endelig er det ønskværdigt at kunne lave mere sofistikeret statistisk analyse end blot antal forekomster pr. år, fx en tidsrækkeanalyse hvor kometord (ord der er meget frekvente i en kort periode, men derefter forsvinder igen, jf. fx mange af de ord der dukkede op under coronapandemien) kan markeres som sådanne.
Målet er at Ordtrawleren kan køre mere eller mindre af sig selv, fx en gang om ugen eller en gang om måneden, og at resultaterne herfra så kan gennemgås manuelt. Nye ord kan derefter glide ind i Ordsamlingen, Nye ord i dansk 1955 til i dag eller Retskrivningsordbogen efter at være gennemgået manuelt. Men vejen dertil er endnu lang; Ordtrawleren foreligger endnu kun i en betaudgave, og der skal laves mange forbedringer før målet er nået.
Noter
1 spaCy rummer statistiske modeller for dansk (Explosion u.d.). Modellen vi har anvendt, er baseret på The Danish UD Treebank (Johannsen, Alonso & Plank 2015), der er konverteret til Universal Dependencies fra The Danish Dependency Treebank (Kromann 2003), der igen er baseret på det morfosyntaktisk taggede PAROLE-korpus (Keson 1998). Vi anvendte den største model (dog ikke transformermodellen), mere præcist komponenterne til at foretage tokenization (tokenisering, oplyst præcision på 100 %) og named entity recoqnition (NER, genkendelse af proprier, oplyst præcision på 82-83 %). Øvrige komponenter til fx ordklassegenkendelse og lemmatisering anvendtes ikke for at mindske risikoen for fejl.
Galberg Jacobsen, Henrik (1997): Ordnede forhold. Om retskrivningsloven og sprognævnsloven. Nyt fra Sprognævnet 1997/3.
Halskov, Jakob & Pia Jarvad (2009). Om menneskers og maskiners tilgang til excerpering af sproglige nydannelser – en diskussion og en systemevaluering. Nyt fra Sprognævnet 2009/4.
Halskov, Jakob & Pia Jarvad (2010). Manuel og maskinel excerpering af neologismer. NyS – Nydanske Sprogstudier 38, 39-68.
Halskov, Jakob (2010). Halvautomatisk udvælgelse af lemmakandidater til en nyordsordbog. LexicoNordica 17, 73-97.
Jervelund, Anita Ågerup (2001): Postbuddet, publikummet og pyjamassen. Dobbeltskrivning af konsonanter i bøjningsformer. Nyt fra Sprognævnet 2001/4.
Johannsen, Anders, Héctor Martínez Alonso & Barbara Plank (2015). Universal Dependencies for Danish. Proceedings of the Fourteenth International Workshop on Treebanks and Linguistic Theories (TLT), 157-167.
Keson, Britt (1998). Vejledning til det danske morfosyntaktisk taggede PAROLE-korpus. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Kromann, Matthias Trautner (2003). The Danish Dependency Treebank and the DTAG Treebank Tool. Proceedings of the Second International Workshop on Treebanks and Linguistic Theories (TLT), 217-220.
Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste:
Rix Johannsen, Oliver & Margrethe Heidemann Andersen, 2026: En ny ordtrawler – pingvinord og hyppige stavefejl. I: Nyt fra Sprognævnet 2026/1.
Hvad vil det sige at være etnisk? Svaret på dette spørgsmål bliver lidt af en rodebutik, for det kommer an på hvilket substantiv ordet etnisk er knyttet til. Lad os lægge ud med at se på den meget hyppigt brugte forbindelse etniske danskere.
I dag er vistnok de færreste i tvivl om hvem der er etniske danskere, og hvem der ikke er. Den nutidige forståelse fremgår af citater som de følgende:
Vi prøver at gøre det så godt og så professionelt, som vi kan, og hvis der nogle gange er en mistanke mod nogle af anden etnisk oprindelse, så kan det godt være, de bliver stoppet frem for en etnisk dansker. (Weekendavisen 18.6.2020)
Flere indvandrere end etniske danskere føler sig ensomme. (Kristeligt Dagblad 13.3.2021)
Som det fremgår af de to citater, som er repræsentative for den nutidige sprogbrug, er etniske danskere ’danskere hvis slægt har boet i Danmark i generationer’, undertiden kaldet gammeldanskere. Overfor de etniske danskere har vi så personer af anden etnisk oprindelse end dansk (dvs. indvandrere, nydanskere osv.). Den nutidige brug af etnisk i forbindelsen etniske danskere er i overensstemmelse med ordets moderne grundbetydning, nemlig ’vedrørende national eller kulturel oprindelse og tilhørsforhold’ (jf. Den Danske Ordbog). Når etnisk står foran en nationalitetsbetegnelse som fx dansker, angiver det altså at personen med hensyn til kulturel oprindelse og kulturelt tilhørsforhold tilhører den gruppe som nationalitetsbetegnelsen meddeler. Det svarer på de fleste punkter til den brug af etnisk som vi længe har kendt fra sammenhænge som den nedenstående:
Vietnam er gået ind på Kinas forslag om at indlede på viceudenrigsministerniveau i forsøg på at løse problemerne om etniske kineseres påståede uddrivning fra Vietnam. (Politiken 23.7.1978)
Der er dog den væsentlige forskel at når vi taler om fx etniske kinesere (dvs. ’personer som i kulturel henseende er kinesere’), skyldes det som regel at der i sammenhængen er tale om en befolkningsgruppe som lever udenfor sit kulturelle hjemland, dvs. en kulturel mindretalsgruppe – kineserne i Kina kalder vi normalt bare kinesere. Den gruppe vi herhjemme undertiden kalder etniske danskere, tilhører derimod det kulturelle flertal.
Men der har ikke altid været enighed om hvem der er etniske danskere, og hvem der er danskere helt uden forbehold. Da vi i første halvdel af 1990’erne begyndte at tale om etniske danskere, blev forbindelsen ofte brugt modsat, dvs. om personer med en ikke-dansk (fremfor alt ikke-vestlig) kulturel baggrund. Det fremgår af citater som de nedenstående:
Unionen vil være til stor skade for Europas 17 millioner indvandrere, siger Bashy Quraishy, der har boet i Danmark siden 1970 og foretrækker at blive kaldt etnisk dansker eller dansk-pakistaner. (Politiken 4.5.1993)
På trods af flere utrolig følelsesladede, veltalende og begavede indlæg fra de oplagt ressourcestærke etniske danskere, fornemmede denne artikels signaturer alligevel en form for skjult dagsorden fra især den fundamentalistiske del af forsamlingen. (Ekstra Bladet 12.4.1995)
Etnisk bruges her med betydningen ’som har fremmed herkomst, eller som er medlem af en racemæssig, kulturel, religiøs eller national mindretalsgruppe’ (jf. Nye ord i dansk 1955 til i dag). Denne brug af etnisk om ikke-vestlige befolkningsgrupper i Danmark er formentlig en videreførelse af en lidt ældre brug af ordet om andre ”eksotiske” foreteelser end personer, fx tøj og restauranter:
Hippier med penge foretrækker ”etnisk tøj”, et farverigt udstyr med indslag fra Asien eller Afrika. Drengene går i Nehru- eller Mao-jakker, pigerne i brogede afrikanske saris. (Selvsyn, 11. årg. nr. 3, 1971)
Og så vinder de etniske restauranter jo frem. Ja, de dobler deres omsætning, selv om I står i stampe. Det var heller ikke Jørgen Berthelsens hovedpine, at en del af forklaringen ligger i, at etniske restauranter drives af familier, der arbejder under vilkår, ingen danskere har lov til. (Politiken 15.6.1989)
Men som nævnt betyder etnisk ikke længere ’ikke-vestlig’ når det står foran ordet dansker; i denne sammenhæng betyder det snarest ’oprindelig’. Foran vistnok alle andre personbetegnelser end dansker (og andre nationalitetsord: kineser, russer osv.) betyder etnisk dog stadig ’ikke-vestlig’, fx
Rigtig mange af mine etniske Facebookvenner er begyndt at købe juletræ. Og forleden var der én, der skrev, at hun var i gang med at lave and. And den 2. december! Det er da for sindssygt, tænkte jeg. Men det er jo netop et tegn på, at folk er ved at blive inkluderet i samfundet på en helt anden måde. (Berlingske 6.12.2013)
Antallet af bandemedlemmer er faldet med omkring en tredjedel i løbet af det seneste år. Andelen af etniske unge, der er i uddannelse eller i arbejde, er til gengæld steget. (Politiken 4.12.2020)
Etniske Facebookvenner, kunstnere, kvinder, ingeniører, sygeplejersker, unge osv. er med andre ord ikke etniske danskere (i den nutidige betydning). De nævnte persongrupper består af personer med såkaldt etnisk baggrund:
Disse børn har langt bedre af at være i skole på lige fod med deres danske jævnaldrende. På den måde undgår vi den fremmedgørelse, som alt for mange unge med etnisk baggrund står over for, når de skal ud i samfundet. (Berlingske 5.7.2021)
Men har vi da ikke alle en etnisk baggrund? Jo, det har vi, men hvis der er tale om gammeldanskere, skal det ekspliciteres med et nationalitetsord, fx unge med etnisk dansk baggrund – ellers må vi gå ud fra at der er tale om nydanskere.
Det er lidt noget rod med ordet etnisk, men det hele kan egentlig opsummeres ganske kort: Etniske danskere (og andre vesterlændinge) er ikke ”etniske” i den ovennævnte forstand. Det er ”de andre” der i en dansk kontekst er etniske.
Brugen af etnisk i betydningen ’ikke-vestlig’ i forbindelser som etniske kvinder, etniske unge er formentlig i langt de fleste tilfælde velment. Vi sprogbrugere har et helt legitimt behov for at kunne benævne forskellige befolkningsgrupper, og forbindelser af typen etnisk + personbetegnelse er unægtelig mere mundrette end tunge forbindelser af typen personbetegnelse + af anden etnisk herkomst/med anden etnisk baggrund (end dansk). Men det kan ikke udelukkes at man ved at tale om fx etniske kvinder kan bidrage til at eksotisere og dermed udgrænse de personer som forbindelsen udpeger. De omstændelige, bureaukratisk klingende forbindelser af typen kvinder med anden etnisk baggrund (end dansk) har så vidt vi kan bedømme, ikke samme eksotiserende potentiale. De opleves snarere som knastørt, neutralt embedsmandssprog uden nogen som helst eksotiske bibetydninger.
Farlige ord
Overskriften Farlige ord er temaet for en række artikler som bringes i dette og kommende numre af Nyt fra Sprognævnet i 2026.
Med ”farlige ord” menes i denne sammenhæng ord som tilhører det identitetspolitiske område, og som i en eller flere henseender kan opfattes som kontroversielle, dvs. ord som fx brun, bøsse, eskimo, etnisk, hudfarvet, indianer, slave(gjort).
Vi lægger ud med fire artikler med følgende titler: Bøsse, Etnisk, Hudfarvet og Hudfarver.
Vil du citere denne artikel?
Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste:
Schack, Jørgen & Marianne Rathje, 2026: Farlige ord: Etnisk. I: Nyt fra Sprognævnet 2026/1.
ISBN: 978-87-89410-94-4
