Grammatik i 1800-tallet som nøgle til moderne tvivlsspørgsmål

Mange sproglige tvivlsspørgsmål har en historisk forklaring. I denne artikel gør vi rede for et projekt hvor vi har undersøgt de historiske forløb der har ledt til sådanne tvivlsspørgsmål i moderne dansk grammatik.

Hedder det gulvene er lakeret eller gulvene er lakerede? Hedder det han er rigtig sød eller han er rigtigt sød? Spørgsmål af den slags får vi jævnligt ved Dansk Sprognævns spørgetelefon. I de to nævnte tilfælde er svaret at det kan hedde begge dele. I det første tilfælde er der en lille betydningsforskel, i det andet ikke. Det vender vi tilbage til.

Alle sprog har variation i forskellige hjørner af sproget. Det er for eksempel velkendt at skjorte udtales forskelligt på jysk og standarddansk. Det er også velkendt at mange yngre mennesker udtaler vokalen i første stavelse af et ord som hende med en tydelig i-lyd, mens de fleste midaldrende og gamle i stedet har en e-lyd i dette ord. Indenfor grammatikken kan man ligeledes finde variation. Visse ord kan fx bøjes på flere forskellige måder, og således har vi både sværgede og svor, og vi har grint og grinet. Det er ikke usædvanligt at der ligger noget sproghistorisk bag variationen, altså at en af varianterne er ældre end den anden. Formen svor er for eksempel ældre end sværgede.

Dermed er der altid i ethvert sprog på visse områder mere end én grammatik i spil, og der vil være nogle mennesker der henholder sig til den gamle grammatik (jf. svor), mens andre henholder sig til den nye (jf. sværgede). På et tidspunkt kan den gamle grammatik forsvinde til fordel for den nye. Sådan er det for eksempel gået den gamle form gol (der har givet plads til den nye form galede), og som man nu til dags nærmest kun støder på i Grundtvigs salme ”Morgenhanen atter gol”.  Dette kan illustreres af følgende figur; de små pile i øverste linje repræsenterer tidens fremadskriden.

Nu til dags er man ikke i tvivl om at det er formen galede der gælder. Men inden da var der en periode hvor begge former var til stede i sprogsamfundet, og begge former var rigtige! De fulgte bare forskellige grammatikker.

På de områder i et sprog hvor to grammatikker sameksisterer, kan man komme i tvivl om hvad der er rigtigt, netop fordi der er flere muligheder at vælge mellem. En del af de grammatiske spørgsmål vi får ved spørgetelefonen, skyldes netop at der i historiens løb er opstået ny grammatik, og at den nye grammatik lever side om side med den gamle. Det er artiklens indledningseksempler gode vidnesbyrd om.

For at få bedre indsigt i de sproghistoriske forløb gemt i den moderne variation, fik vi for nogle år siden en bevilling fra Kulturministeriets forskningspulje til at arbejde med et projekt med følgende titel: Mange grublende Dage ere gaaede forud. Grammatik i 1800-tallet som nøgle til moderne normproblemer. Grammatiske ændringer foregår umådelig langsomt. Derfor er det ofte nyttigt at sammenligne sprogtilstanden på tidspunkter med en vis afstand imellem. Vi valgte 1800-tallet som ét nedslagspunkt og helt moderne tid (begyndelsen af 2000-tallet) som et andet nedslagspunkt. Undervejs har vi dog også skelet til hvad der er sket i den mellemliggende periode, og vi har også indimellem fundet det nyttigt at gå længere bagud i tid end 1800-tallet. Denne artikel giver en kortfattet præsentation af vores hovedresultater.

Projektet har i praksis udspillet sig som en række delprojekter som alle har taget udgangspunkt i spørgsmål vi kunne få ved telefonen, og hvor vi har haft en hypotese om at den moderne variation med fordel kunne belyses ved at sammenligne med sproget i 1800-tallet.

Frossen, frossent, frosset og frosne

Bag denne overskrift gemmer sig to delprojekter der begge tager udgangspunkt i perfektum participium. Et perfektum participium kan dels bruges attributivt, dels prædikativt: I attributiv anvendelse står det umiddelbart til venstre for substantivets plads (fx to frosne kyllinger); i prædikativ anvendelse er det typisk placeret efter det det siger noget om, fx kyllingerne er frosne. Det ene af vores delprojekter handlede om attributiv brug, det andet om prædikativ.

Et spørgsmål til attributiv brug kunne være: Hedder det en frossen kylling eller en frosset kylling? Svaret er: begge dele; den første mulighed er ældre end den anden. I en frossen kylling (med -n i frossen) følger formen med -n et gammelt system hvor verber med stærk bøjning bøjes i grammatisk køn. I det system ender participiet på -n i fælleskøn og -t i intetkøn, fx en frossen kylling og et frosset kyllingelår. Vores undersøgelser viste at en del af de verber der engang kun blev bøjet stærkt, nu også kan bøjes svagt, og i svag bøjning ender participiet i den slags konstruktioner altid på -t, uden at det pågældende -t altså betyder intetkøn. Til sammenligning kan vi nævne et verbum som male der har været bøjet svagt så langt tilbage i historien man kan komme; participiumsformen af dette ville aldrig kunne tage -n uanset om det efterfølgende substantiv var et fælleskønsord eller ej. Det hedder en malet væg såvel som et malet plankeværk, aldrig *en malen væg (den hævede stjerne * bruges ved eksempler der anses for ugrammatiske).

Men variationen i attributiv stilling stopper ikke ved frossen og frosset, for vi kan jo også sagtens sige og skrive et frossent kyllingelår (med -nt). Også dette viser sig at have en historisk forklaring. På et tidspunkt i historiens løb begyndte man at bøje visse participier efter mønstret af en bestemt gruppe adjektiver der i moderne dansk ender på -n, fx voksen, åben, nøgen. Dem sætter man -t på i intetkøn: et voksent menneske, et åbent pengeskab, et nøgent bræddegulv.

Som konsekvens af de skitserede sproghistoriske ændringer har vi i dag mange muligheder at vælge mellem, muligheder som vel at mærke alle er korrekte. Alle de følgende eksempler følger grammatiske regler: en frossen kylling, en frosset kylling, et frosset kyllingelår og et frossent kyllingelår. I attributiv stilling er der altså en stor formrigdom i ental.

Vi får også spørgsmål af typen: Hedder det kyllingerne er frosset eller kyllingerne er frosne? Men her handler det ikke om entalsformer. Igen er svaret at begge udtryksmåder er korrekte, men at der er en lille betydningsforskel. I det første tilfælde udtrykker man at noget er sket: Kyllingerne har været udsat for en nedfrysningsproces, og den er nu bragt til ende. Der er med andre ord tale om en passivkonstruktion med sammensat verbal: er frosset – nogen har udført handlingen at fryse kyllingerne ned. I det andet tilfælde (det med frosne) laver man i stedet en karakteristik af hvordan kyllingerne er: De er af den frosne slags. Populært sagt er den første form en verbalform; den ender i moderne standarddansk altid på -t, fx frosset. Den anden form er adjektivisk, og den bøjes i ental og flertal (jf. entalsformen frosset og flertalsformen frosne). Bemærk at verbalformen, der ender på -t, til forveksling ligner den adjektiviske entalsform (frosset), men den er egentlig bare en ubøjet form. De sidste 250 år har det været almindeligt i dansk og svensk grammatikforskning at kalde denne ubøjede form for supinum.

Engang lavede man ikke denne skelnen mellem én form (supinum) der brugtes i verbaler, og én som brugtes adjektivisk. Dengang bøjede man bare mekanisk et participium i tal: i ental hvis det led det lagde sig til, var i ental, og i flertal hvis leddet var i flertal, uanset om der var tale om verbal brug eller adjektivisk brug. I 1800-tallet var denne praksis stadig almindelig i skriftsprog, og derfor kan man i litteraturen finde eksempler som de følgende:

hun .. havde faaet sine Klæder revne itu (Gyllembourg: Drøm og Virkelighed, 1833)

Junker Strange og Henrik Harpestræng vare ved Ternernes Anskrig i største Hast ilede til (Ingemann: Valdemar Seier, 1826)

I moderne dansk ville man i konstruktioner som disse vente en -t-form: hun havde fået sine klæder revet itu hhv. de var ilet til.  I det første eksempel er der igen tale om en passivkonstruktion; i det andet er der tale om endnu en verbal brug, nemlig en perfektiv konstruktion. Siden dengang man kunne bruge flertalsformen som vist i disse eksempler, har dansk forandret sig i en retning hvor der har udviklet sig en selvstændig ubøjet form, og hvor perfektum participium parallelt hermed er blevet specialiseret som en adjektivisk form.

Ældre end hans søster og større end mig

Overskriften til dette afsnit afspejler to andre delprojekter som handler om pronomener og pronominalformer i sammenligningskonstruktioner.

Et klassisk sprogrigtighedsspørgsmål er om det hedder han er større end hans søster eller han er større end sin søster. Altså om man bruger et personligt pronomen i genitiv (hans, hendes osv.), eller om man bruger et refleksivt pronomen (sin m.v.). De moderne normative regler siger at man her bruger sin hvis der er tale om subjektets egen søster. Her er det interessant at man i 1800-tallets skriftsprog som hovedregel brugte personligt pronomen i genitiv i konstruktioner som disse, altså at han er større end hans søster på det tidspunkt var det almindelige. Det var så almindeligt at Kr. Mikkelsen i sin grammatik fra 1911 omtalte den anden mulighed som noget der behøvede et ”imidlertid”:

Imidlertid bruges meget ofte i daglig tale, sjældnere i bogsproget, sin for hans og hendes, f. eks. Han er bedre end sit rygte, Hun var lige så klog som sin broder.

Vores studier af 1800-talskilder bekræfter at man for 150-200 år siden typisk brugte hans, hendes osv. i konstruktioner som disse. I den mellemliggende tid er der altså sket et skift fra personligt pronomen i genitiv til refleksivt pronomen når der henvises til sætningens subjekt. Dette er tankevækkende, og det viser at det man som moderne sprogbruger kan synes er den eneste rigtige (: den eneste grammatiske) måde at ytre sig på, ikke ligger fast en gang for alle, men kan ændre sig i tidens løb.

Et andet klassisk sprogrigtighedsspørgsmål er om det hedder han er større end mig eller han er større end jeg. Traditionelt har nominativ, altså jeg, været det normale, men i løbet af 1800-tallet begyndte oblik form (som mig) at vinde frem, og i moderne dansk er mig for en del mennesker den eneste mundrette mulighed.

I kilderne er de tidligste eksempler på brugen af oblik form fra begyndelsen af 1800-tallet, for eksempel dette:

saalænge Sigurd er din Ven, er jeg det ogsaa og skal være dig ligesaa tro og lydig, som ham. (Ingemann, 1819)

Men mindst lige så vigtigt er det at man begynder at omtale det i samtidige sprogbeskrivelser. I sin grammatik fra 1871 skriver Lefolii således at i ”Talesproget hedder det ofte: Han er ældre end mig”. Og tilsvarende skriver Mikkelsen i sin grammatik fra 1911 at der ”i daglig tale og efterligninger deraf, sjælden i skriftsproget, [ofte bruges] afhængighedsfald [dvs. oblik form] i stedet for nævnefald [dvs. nominativ], f. eks. Hun er lige så god som ham. Bær dig ad ligesom mig! Han er ældre end dig.” Det talesprog der for grammatikere som Lefolii og Mikkelsen var relevant at beskæftige sig med, var det som borgerskabet talte. Det man talte i andre — lavere — klasser gik som regel under betegnelsen gadesprog og omtaltes sjældent. I de 1800-talstekster vi har undersøgt, bruges der imidlertid med ganske få undtagelser nominativ i konstruktioner af de ovennævnte typer, dvs. han er større end jeg osv. Meget tyder altså på at det almindelige talesprogs kasusbrug ikke for alvor har fundet vej til 1800-talsforfatternes replikkunst.

Det skal tilføjes at dialektforskeren Karen Margrethe Pedersen fra Københavns Universitet har gjort os opmærksom på at det talesprog som Lefolii og Mikkelsen har udtalt sig om, kan være henholdsvis jysk rigsmål og udtyndet sjællandsk: Lefolii var rektor ved katedralskolen i Viborg, og Mikkelsen var lærer ved katedralskolen i Roskilde. I nørrejysk (dvs. de jyske dialekter der tales nord for Sønderjylland) kan oblik form føres tilbage til første halvdel af 1800-tallet; i sjællandsk vinder oblik form først frem hos personer født efter 1885. Det er desuden muligt at den stærke kritik man kan have mødt i skolen og andre steder, har afholdt folk fra at bruge oblik form på skrift, skønt de brugte den i tale.

Uanset hvad, er det interessant at brugen af oblik form, på trods af skrap kritik, har overlevet og i dag for mange står som den mest naturlige sprogbrug.

Særlig eller særligt interessant

Endnu et delprojekt handlede om adverbialformer uden og med -t. Også dette er en klassiker ved spørgetelefonen, og det skyldes først og fremmest at der ved den særlige undergruppe der ender på -ig og
-lig (fx vældig og rimelig), og som bruges som gradsadverbialer, er valgfrihed mellem former uden og med
-t. Det kan altså både hedde de var vældig glade for turen og de var vældigt glade for turen. Som ved de tidligere omtalte delprojekter havde vi på forhånd en klar forestilling om at den ene form (nemlig den uden -t) var ældre end den anden. Det var dog først da vi dykkede ned i kilderne at vi forstod i hvilket omfang formerne uden -t var blevet brugt tidligere. I 1800-tallet og tidligere kunne man nemlig også finde formerne uden -t brugt i sammenhænge hvor vi i moderne dansk absolut ville vente en -t-form.

det maa overvejes meget grundig (Schandorph: Uden Midtpunkt, 1878)

De pæne Folk misunde hinanden saa giftig, at det er høist forunderligt, at de ikke døe af gjensidige Bid (Goldschmidt: Hjemløs, 1853-1857)

Oven i købet var de -t-løse adverbialformer ikke begrænset til ord der i øvrigt endte på -ig eller -lig, hvilket fremgår af de følgende eksempler.

man bliver veemodig af Længsel, sælsom veemodig (Andersen: Kun en Spillemand, 1837)

Atheismen er dog grændseløs nøgtern (Jacobsen: Niels Lyhne, 1880)

Det viste sig at -t-løse former går meget langt tilbage i tiden. Her gives et par enkelte eksempler.

steeg dem at de bliffue smuck brune (Kogebog 1616)

Hendes Tilstand rører mig saa stærk (Biehl anden halvdel af 1700-tallet)

Det viste sig desuden at de -t-løse former ikke er de eneste forgængere for -t-formerne. I ældre tid kunne man også finde -e-former og (for dem der ender på -ig og -lig) -en-former, som de følgende eksempler illustrerer.

alffuerlige oc strenge han da bød (Rævebog 1555)

krîg begyndes letteligen, men endes besværligen (Moth ca. 1700)

Der har altså i historiens løb været forskel på adverbialformerne, og i moderne tid er der ikke betydningsforskel på om man bruger en adverbialform uden eller med -t i kontekster hvor man angiver graden af noget. Der er således ingen forskel på om man siger vældig glad eller vældigt glad.

Vi kan i øvrigt se at -t-formerne breder sig, også i andre adverbier. Således er det meget hyppigt at finde former som forholdsvist og formodentligt, hvor man tidligere ikke ville have ventet former med -t.

Sin eller deres redegørelse

Et hyppigt tvivlstilfælde er om det hedder politiet fremlagde deres eller sin redegørelse. Det skyldes at politiet er et såkaldt kollektivt substantiv. Et sådant substantiv er karakteristisk ved at det både kan opfattes som ’en enhed (der består af flere individer)’ og som ’en flerhed af individer (der indgår i en enhed)’. På grund af disse særlige egenskaber kan tilknyttede led (for eksempel pronomener som sin og deres i overskriften) stå i ental eller i flertal.

Begge dele er korrekt, og valget mellem det ene eller det andet beror på hvad man betoner. Hvis man betoner enheden, i den nævnte sætning politiet som institution eller etat, bruger man en entalsform (her sin). Hvis man i stedet betoner flerheden – alle de mange betjente – bruger man en flertalsform (her deres). Tilknyttede led kan være pronomener, men de kan også være adjektiver. For eksempel kan man både sige og skrive ungdommen er hårdfør og ungdommen er hårdføre.

I vores undersøgelser er vi kommet frem til at der både i moderne tid og i 1800-tallet er forskel på om de enkelte kollektiver primært behandles som entalsord eller som flertalsord. I moderne tid behandles ord som klub og regering overvejende som entalsord, hvilket viser sig ved at man ved dem hyppigere bruger sin end deres. I den anden ende af skalaen ligger et ord som par, der næsten altid behandles som et flertalsord. Et eksempel som det følgende med deres er altså fuldt ud repræsentativt for dette.

Sidste år (…) så det daværende par tilbage på deres forhold. (EkstraBladet.dk 2023)

I den følgende opremsning er 15 moderne kollektiver arrangeret efter relativ hyppighed så det der oftest behandles som entalsord i moderne tid, står først, og det som oftest behandles som et flertalsord, står sidst osv.: klub, regering, organisation, virksomhed, parti, kommune, folketing, udvalg, hold, ledelse, politi, gruppe, befolkning, familie, par.

I 1800-tallet finder man stort set den samme relative frekvens som i moderne tid: Par var også dengang det ord der hyppigst blev behandlet som et flertalsord, og Politi blev allerede dengang undertiden behandlet som et flertalsord, hvilket illustreres af følgende eksempler.

Da Politiet vilde føre ham i Fængsel, fandt de ham liggende foran den gamle Ovn. (Bergsøe: Fra den gamle Fabrik, 1869)

Nu lagde Politiet deres raa Hænder paa Marietta (F.T. (pseudonym): Tugthusfangen Hannibal og den smukke Rosalie, 1883)

Med hensyn til den indbyrdes relative placering var der altså ikke umiddelbart sket ændringer. Men historien var ikke gået sporløst hen over dette område af grammatikken. Når vi sammenholdt tallene fra 1800-tallet med dem fra moderne tid, kunne vi nemlig se en generel tendens i retning af at mange af ordene oftere bliver behandlet som flertalsord i moderne tid.

Subjektsreglens storhed og fald

Vi har også beskrevet den delvise afvikling af en tidligere velkendt normativ regel som man har kaldt subjektsreglen. Denne regel siger at indholdssubjektet (det ”logiske” subjekt) i nogle bestemte sætningsagtige adverbialer skal henvise til samme størrelse som sætningens udtrykte subjekt. I en sætning som Efter at (indholdssubjekt) have skænket til de to Herrer, satte hun (subjekt) sig ned ved Faderens Side er subjektet for de to handlinger (at have skænket og at sætte sig) den samme, nemlig den person der refereres til med hun. Ifølge subjektsreglen er denne sætning konstrueret rigtigt.

Men i mange tilfælde udtrykker man sig mere løst. For eksempel i følgende sætning: Efter at (indholdssubjekt) have besteget Trebjerg på 128 meter og nydt udsigten ud over Helnæsbugten til Als og Sønderjylland går turen (subjekt) forbi Steensgaard gods. I denne sætning er det ikke sætningens subjekt (turen) der har besteget Trebjerg, det er nogle andre. Frem til anden halvdel af det 20. århundrede blev sætninger som denne betragtet som ulogiske og dermed som sprogfejl.

Vores undersøgelse har vist at subjektsreglen er nærmest ukendt i moderne tid.

Ekstra gevinster

Undervejs i vores projekt er vi også stødt på en del andre problemstillinger, som vi dog ikke har udforsket grundigt, og som vi kun vil nævne et par få af.

For eksempel har vi set at tidligere tiders skelnen mellem ental og flertal i de finitte verber dominerede i 1800-tallet. Man skelnede altså mellem han gik og de ginge, jeg har og vi have. Der var enkelte forfattere i 1800-tallet der skilte sig ud på dette punkt og bare brugte den moderne fællesform (han gik – de gik; jeg har – vi har). Men i det store hele stod flertalsformerne stærkt i skriftsproget indtil det i en bekendtgørelse fra året 1900 blev tilladt for skolebørn at bruge fællesformen uanset om subjektet var i ental eller flertal.

En anden problemstilling vi vil nævne, handler om forholdet mellem visse adverbier og frie prædikativer. I forbindelse med undersøgelserne af adverbielt -t blev vi nemlig opmærksomme på at dette ikke var ligetil. Da vi nu havde fundet ud af at en del adverbier der i moderne tid ofte forekommer med -t, i ældre tider også kunne forekomme uden -t (jf. afsnittet om særlig og særligt ovf.), stod vi pludselig overfor virkelig mange eksempler hvor det var umuligt at afgøre om der var tale om en adverbiel brug der sagde noget om måden situationen udspillede sig på, eller brug som frit prædikativ, altså som noget mere adjektivisk; det gælder for eksempel følgende to:

Kammerfruen … nærmer sig frygtsom med Tørklædet (Heiberg: brev, 1812)

uden Styr og uden Styrer drev nu det røgsorte Skib, dødt og villieløst (Jacobsen: Niels Lyhne, 1880)

I det første af disse eksempler er det ikke muligt at afgøre om frygtsom er et frit prædikativ der betegner en egenskab ved kammerfruen, eller om det betegner måden kammerfruen nærmer sig på (adverbiel brug). Tilsvarende er det ikke til at afgøre om dødt og viljeløst er egenskaber ved det omtalte skib, eller om de to ord betegner måden skibet driver afsted. Hvad angår det historiske, ser det på dette punkt ud til at adverbielle former er i fremmarch på bekostning af frie prædikativer. Vi kan i hvert fald se en generel tendens i moderne tid til at mange ord der som frie prædikativer ville være bøjet i ental fælleskøn eller i flertal, nu forekommer med -t. Her gives nogle få eksempler til illustration.

Han sidder ensomt og klimprer på sine musikinstrumenter. (Jyllands-Posten 2010)

De kunne herefter som de fleste andre have valgt den kolde skulders politik og tavst fulgt den illegale presse. (Berlingske 2012)

såvel kaptajnen som tre af de syv besætningsmedlemmer testede positivt, da de pustede i alkoholmetret. (Jyllands-Posten 2005)

Soldaten ligger livløst på en båre med overkroppen bar. (Politiken 2013)

Det sidste emne vi vil berøre i denne artikel, handler om forholdet mellem standarddansk og dialekt. Vi har observeret at en række grammatiske særkender som man i dag betragter som rent dialektale, i tidligere tider har været fællesdanske, og altså ikke noget som kunne betragtes som noget særlig dialektalt. For eksempel bruges den såkaldte -n-supinum, som i dag anses for fynsk og (især) jysk, som i de var tagen til bueskydning, af en del forfattere i 1800-tallet som ikke var kendt for at skrive dialekt (fx Carsten Hauch 1790-1872), og også tidligere blev den brugt af folk som bare skrev datidens standarddansk, herunder Leonora Christine (1621-1698) og hendes far, Christian 4. (1577-1648).

Et andet fænomen som nu til dags betragtes som (især jysk) dialekt er brugen af dem i stedet for sig i konstruktioner som de lå og brækkede dem/sig ud ad vinduerne. Også her viser 1800-talsforfatterne at det var helt almindeligt i den tids standarddansk at bruge dem, jf. de nedenstående eksempler.

Vægterne fulgtes ad ned i en Kælder, hvor de gjorde sig en glad Aften ved at bekoste dem gammelt Øl for 4 Penninge (Møller: En dansk Students Eventyr, 1824 [1843])

Havde man gjort Musik og sluppet uvidende Børn ind i Salen, vilde de have sprunget og hoppet og moret dem (Goldschmidt: Hjemløs, 1853-1857)

Den overordnede konklusion er altså at vi har fået bekræftet det vi havde sat os for at finde ud af, nemlig at en del af de tvivlsspørgsmål man kan komme ud for i moderne tid, skyldes historiske udviklinger. Men vi har også fået meget mere ud af projektet end vi på forhånd havde forestillet os. Det gælder både det der handler om de faktiske forhold i delprojekterne, og de ekstra gevinster vi har fået med hjem. Dermed har vi også fået et væsentlig mere nuanceret blik på den moderne variation end vi havde før vi gik i gang med vores undersøgelser.