14.8.2026
Pressemeddelelse: Dansk Sprognævn får hjælp af Lex: Har brug for AI-frie tekster
Lex – Danmarks Nationalleksikon og Dansk Sprognævn indgår et nyt samarbejde, der skal styrke forskningen i det danske sprogs udvikling. Dansk Sprognævn får dermed adgang til Lex’ mere end 245.000 artikler som en unik og omfattende kilde til tekster skrevet af mennesker.
Dansk Sprognævn har siden 1955 fastlagt den officielle danske retskrivning og fulgt det danske sprogs udvikling. Det er en opgave, der er blevet stadig vanskeligere i takt med, at større og større andel af det, som bliver skrevet på dansk, er genereret af AI og store sprogmodeller.
For hvordan undersøger vi udviklingen af det danske sprog i en tid, hvor AI bliver brugt til alt fra at generere tekster, forbedre sproglige formuleringer og korrekturlæse? Vi har i dag et mediebillede fyldt med AI-generede tekster, som ellers normalt er her Dansk Sprognævn trækker en stor del af de tekster, som skal bruges til analyser og forskning.
“Brugen af AI, især i medierne, giver os udfordringer, når vi forsker i sprogets udvikling, og når vi normerer retskrivningen”, siger Thomas Hestbæk Andersen, direktør for Dansk Sprognævn, og fortsætter: “De mange AI-skabte tekster gør, at vi skal lægge til og trække fra for at få et retvisende billede af, hvordan dansk rent faktisk udvikler sig. Med indlemmelsen af Lex i vores korpus lægger vi til!”.
“Hos Lex – Danmarks Nationalleksikon er vi glade for at kunne give Dansk Sprognævn adgang til vores artikler. AI-genereret viden og indhold fylder stadig mere på nettet, og med Lex vil vi sikre, at der er adgang til viden, som er faktuel og formuleret af mennesker. Artiklerne på Lex er “AI-frie”, og de er over tid skrevet af flere end 4000 forskere og holdes nu opdateret af flere end 1000 fagpersoner og forskere. Vi er glade for, at vores prioritering af at fastholde, at indholdet skal være skrevet af mennesker, nu også kan bruges videnskabeligt i forskningsøjemed”, siger Ole Mølgaard, direktør for Lex – Danmarks Nationalleksikon.
Lex er et af de få medier, hvor man kan være helt sikker på, at sproget og ordene er tænkt og formuleret af mennesker. Lex’ artikler er skrevet af forskere og fagfolk og redigeret af redaktionen på Lex, der sørger for, at forskningsbaseret viden er formidlet, så alle danskere forstår det. Lex har en nultolerance over for brug af AI, som sproggeneringsværktøj til formidlingen af deres artikler. På Lex er alt formuleret af fagpersonerne selv.
“I Dansk Sprognævn har vi brug for kilder, der er tænkt, formuleret og skrevet af mennesker fra start til slut. Her er Lex, med deres meget restriktive politik for brug af AI i deres artikler, guld værd for Dansk Sprognævn", siger Thomas Hestbæk Andersen, direktør for Dansk Sprognævn.
Yderligere information
Thomas Hestbæk Andersen, direktør for Dansk Sprognævn, mobil: 31501030
Ole Kaag Mølgaard, direktør Lex - Danmarks Nationalleksikon, mobil 29463919