12.12.2025
JERNMARKER er årets ord 2025
Sammen med Klog på Sprog på DR P1 har Dansk Sprognævn netop kåret jernmarker som årets ord 2025.
Kåringen fandt sted ved en liveudsendelse af Klog på Sprog på Allerød Gymnasium.
Juryen bestod af direktør Thomas Hestbæk Andersen fra Dansk Sprognævn, seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Lars Trap-Jensen samt de to tidligere værter på Sproglaboratoriet på P1, Helle Solvang og Christoffer Emil Bruun.
Ordet blev udvalgt på baggrund af de mange kandidater der den seneste måned er blevet indsendt af danskerne. I år har danskerne indstillet ca. 200 forskellige ord til Dansk Sprognævn.
Andre kandidater til årets ord var bl.a. skyggeflåde, åndelig oprustning og ægte.
I sidste ende vandt jernmarker titlen som årets ord og skriver sig dermed ind ved siden af fedtemøg (2024), ChatGPT (2023), Kyiv (2022), coronapas (2021) og samfundssind (2020).