Forside Sproghjælp Ofte stillede spørgsmål Toleddede navne

Toleddede navne

Toleddede navne: Århus Kommune og Århus Amt

Spørgsmål: Min chef siger at vi skal skrive Århus Amt når der er tale om myndigheden/institutionen, fx Århus Amt står for driften af Silkeborg Sygehus. Tilsvarende kan man mere indforstået omtale Århus Amt som Amtet - med stort. Når det drejer sig om det geografiske område, skal vi skrive Århus amt, fx Der er mange kilometer motorvej i Århus amt. Den korte, indforståede form skrives tilsvarende med lille, altså amtet. Denne skelnen kan være svær at opretholde, og jeg tvivler selv på at skrivemåden Århus amt er korrekt. Hvad siger Sprognævnet?

Svar: Vi har før hørt om den skelnen du nævner, mellem stort og lille begyndelsesbogstav, men ifølge de officielle retskrivningsregler er det kun skrivemåden Århus Amt der er korrekt, både når der er tale om navnet på institutionen og området (jf. Retskrivningsordbogen, 3. udg., 2001, § 12.5 og § 12.7).

Man kan skrive Amtet med stort når man henvender sig til personer der er særlig fortrolige med eller har en særlig tilknytning til den pågældende institution/lokalitet, idet betegnelsen for disse personer har fået navnekarakter. Men vi anbefaler at man er meget tilbageholdende med at bruge stort bogstav i sådanne betegnelser, især når man henvender sig til personer uden for de kredse hvor den pågældende betegnelse har fået navnekarakter (jf. Retskrivningsordbogen, 3. udg., 2001, § 12.13.b).

AÅJ

 

Tilbage til registeret

Handlinger tilknyttet webside
Vores tre hovedopgaver:
  • at følge sprogets udvikling
  • at svare på spørgsmål om dansk sprog og sprogbrug
  • at fastlægge den danske retskrivning og redigere den officielle danske retskrivningsordbog

mere ...

 
Mine værktøjer